Det nye danske flyselskab Great Dane Airlines har ført en lidt omtumlet tilværelse, siden det blev præsenteret i Aalborg tilbage i februar.
Nu ser der imidlertid ud til at være kommet ro på tingene. Great Danes første eget passagerfly ankom til Aalborg Lufthavn i torsdags, og den første flyvning for charterselskabet Bravo Tours skal foregå den 14. juni.
Kort efter – når Great Danes også har modtaget sit fly nummer to – indledes ruteflyvninger fra Aalborg til Nice, Edinburgh og Dublin.
Uroen omkring Great Dane begyndte allerede et par uger efter, at det nye flyselskab blev lanceret i aviser og på tv.
Da blev det nemlig afsløret, at den ene af Great Danes medejere og direktører – Huy Duc Nguyen – havde snydt med sit CV og pralede med uddannelser, han slet ikke havde. Senere er han også blevet beskyldt for at have snydt med offentlige midler for millioner i et flygtninge-projekt.
Huy Duc Nguyen trak sig hurtigt fra sine poster i flyselskabet, der i midten af marts fik en kendt nordjysk forretningsmand og mange-millionær ind som ny investor. Eigild Bødker Christensen er i dag bestyrelsesformand for Great Dane Airlines.
Det gav ro på både finanserne, og billet-bestillingerne begyndte at trille ind hos det nye nordjyske flyselskab.
Desuden fik Great Dane alle aftaler på plads med flere rejsebureauer, som selskabet skal flyve passagerer for til populære ferie-destinationer i Sydeuropa.
Great Dane Airlines havde i første omgang regnet med at lease sine passagerfly, men takket være kapital-indsprøjtningen fra Eigild Bødker Christensen skiftede flyselskabet mening og købte i stedet to brugte Embraer ERJ195LR maskiner.
Torsdag landede det første landede i de nye rød-hvide Great Dane farver i Aalborg og blev modtaget med den obligatoriske omgang brusebad fra lufthavnens brandbiler.
Great Danes Embraer jetfly har 118 sæder. De står med en afstand på 31 tommer mellem hinanden, hvilket er fem-seks centimeter bedre end hos de fleste lavpris- og charterfly-selskaber….