Siden Danmark lukkede ned den 11. marts 2020, er det ikke nogen hemmelighed at mange brancher har kæmpet for at overleve.
Denne kamp kom det lille danske flyselskab Great Dane Airlines I Aalborg ikke udenom. Mange ambitiøse planer måtte udskydes eller helt opgives.
En af de planer var at åbne ruteflyvning mellem København og Aalborg, der skulle være gået i gang her efter sommerferien.
Det projekt har Great Dane Airlines opgivet, inden det gik i gang. Forklaringen er, at konkurrencen er blevet enorm stærk på ruten – og priskrigen raser allerede.
Ud over Great Dane flyver også SAS, DAT og Norwegian mellem den danske og den nordjyske hovedstad. Fire selskaber på den rute er der ikke passager-grundlag til, vurderer Great Dane.
Det nordjyske flyselskab fortsætter med sine ruteflyvninger mellem Aalborg og Malaga i Spanien. Salget af billetter går så godt, at antallet af ugentlige afgange nu bliver fordoblet – fra én til to.
Til gengæld har Great Dane droppet sine planer om en fast rute mellem Aalborg og Mallorca. Interessen fra rejsebureauer og charterselskaber har slet ikke været stor nok, fortæller Great Dane Airlines adm. direktør Thomas Thomas Hugo Møller til Trends & Travel.
Det danske flyselskabs fremtid i det næste år ligger imidlertid et helt andet sted. Nemlig på den anden side af jorden – i Vietnam.
Great Dane Airlines sender to af sine tre Embraer 195 jetfly til Hanoi den 28. juli. Sammen med flyene rejser 45 medarbejdere – piloter, kabine-personale og servicefolk – til Vietnam. Her vil de blive udstationeret i de næste seks måneder.
I Vietnam skal de to danske fly bruges til charter-flyvninger. Great Danes er blevet valgt til opgaven på grund af selskabets moderne flytype og høje service-niveau.
Aftalen har været længe undervej, men er nu endelig faldet på plads og underskrevet. Den sikrer Great Dane økonomisk frem til sommeren 2021, hvor det nordjyske flyselskab vil vende tilbage tll sin kerne-forretning. Nemlig at flyve chartergæster fra Jylland og ned til sydens sol….
(Indledningsfoto til artiklen: Great Dane Airlines)
Skriv et svar