Da Danmark fik et nyt flyselskab i foråret – Great Dane Airlines – var det med store armbevægelser og ambitionen om at åbne faste ruter fra Aalborg til lufthavne i Skotland, Spanien, Irland og Grækenland.
Sådan blev det aldrig.
Allerede fra første dag fløj Great Dane ind i turbulenser, og den ene stifter måtte hurtigt trække sig, da hans fiflerier med sit CV skabte overskrifter i danske medier.
Ruteflyvningerne kom heller aldrig rigtigt i gang. I stedet kom flere af de store charter-bureauer ind som kunder.
Det har fået Great Dane til at skifte 100 procent strategi. Slut med ruteflyvninger – og ind med en tilværelse som transportør for rejsebureaernes kunder.
Det har givet Great Dane Airlines så meget medvind, at selskabet nu vil lease to ekstra fly. Igen er det E-195AR jets fra den brasilianske fabrik Embraer.
Flyene har plads til 118 passagerer. Embraer maskine nummer tre kommer i næste uge, mens nummer fire leveres til april næste år.
Det sker samtidig med, at ejerforholdene omkring Great Dane igen ændrer sig. Den nordjyske erhvervsmand og mange-millionær Eigild B. Christensen poster yderligere godt 10 millioner kroner ind i flyselskabet og overtager 90 procent af aktierne.
I løbet af efteråret underskrev Great Danes store million-kontrakter med Bravo Tours og SunCharter, ligesom selskabets fly blev lejet til særlige arrangementer som f.eks. at transportere fodboldklubber a la Brøndby.
Desuden kunne Great Danes Airlines give Spies en stor hjælpende hånd, da konkursen hos Spies’ engelske ejere forhindrede Thomas Cook Airlines Scandinavia ikke kunne gå på vingerne i en hektisk uge i oktober.
Great Dane Airlines har i dag ca. 50 medarbejdere. Når de to ekstra maskiner går på vingerne i de karakteristiske Dannebrogs-farver, vil der hurtigt være 100 ansatte….
(Indledningsfoto til artiklen: Great Dane Airlines)
Skriv et svar