Overalt i kantiner og i mange danske hjem foregår der i disse år en trend mod at reducere vores kødforbrug. Vi skal spise grønnere og mere sundt.
Nu har denne trend også ramt skibsfarten. Eller rettere sagt færgerne hos Stena Line, der bl.a. sejler mellem Grenå og Halmstad samt Frederikshavn og Göteborg.
Stena Line vil nemlig reducere sit kødforbrug med 35 ton næste år.
Det vil bl.a. gå ud over de velkendte svenske kødboller med kartoffelmos, hvor halvdelen af kødet erstattes med plante-baseret gul ærtefars.
Færge-rederiet håber faktisk, at passagererne slet ikke opdager forskellen:
“Vi vil gerne vise vores gæster, at der ikke er noget at være bange for. Det er stadig en lækker og klassisk hjemmelavet ret med cremet kartoffelmos, tyttebær og sovs,” forklarer Jakob Lells. Han er koncerndirektør for mad og drikkevarer hos Stena Line.
”Alle smagsnuancerne er der, og det ville være svært, hvis ikke umuligt, at mærke nogen forskel i en blindtest. Smags- og kvalitetsmæssigt er det altså præcis lige så godt som før. Men det gør en forskel fra et bæredygtigheds-perspektiv,” fortsætter han.
I konkrete tal betyder den grønne forandring, at de 2,5 millioner kötbullar, der hvert år serveres ombord på færgerne, vil indeholde 35 tons mindre animalsk eller 35.000 kilo mindre kød.
Klimamæssigt betyder den nye opskrift en reduktion fra 4,9 kilo CO₂-ækvivalenter til 1,3 pr. portion.
De nye kødboller vil være på menuen på alle Stenas færger 40 færger på 20 ruter i Europa fra den 13. februar 2025….
(Indledningsfoto: Coop opskrifter)
Skriv et svar