I dag blev årets Sustainable Brand Index Awards uddelt, og to kendte rejsebranche-navne i Danmark var blandt de grønne modtagere.
Comwell kunne for fjerde år i træk smykke sig med titlen at være den mest bæredygtige hotelkæde herhjemme, mens charter-giganten TUI blev udpeget som det mest bæredygtige varemærke i den danske rejse- og turistbranche.
Bag uddelingen står det hollandske analyse-bureat SB Insight, der på tiende år lader forbrugere i otte europæiske lande vurdere, hvordan bæredygtighed påvirker virksomheders branding, kommunikation og forretnings-udvikling.
I år har næsten 70.000 forbrugere afgivet deres stemmer på 1.508 varemærker i 35 forskellige brancher. I Danmark deltog 9.500 og bedømte 235 brands i 23 brancher.
Resultaterne samles og ender med uddeling af Sustainable Brand Index Awards, der betragtes som Europas største uafhængige image-undersøgelse med fokus på bæredygtighed og klimarigtighed.
”På trods af to hårde år med Corona nedlukninger og restriktioner er jeg glad for, at danske forbrugere stadig husker og oplever os som Danmarks mest bæredygtige hotelkæde. Det viser, at vores arbejde med den grønne omstilling betyder noget,” forklarer Mai-Britt Jensen. Hun er Comwell direktør for HR og Sustainability.
Comwells grønne omstilling begyndte i 2015, og i dag arbejder hotelkæden aktivt med FN’s verdensmål og UN Global Compact.
Ambitionerne går langt videre, og Comwell benyttede bl.a. de stille perioder sidste år til at sende samtlige medarbejdere på en uddannelse i bæredygtighed.
Desuden udgav Comwell kogebogen ”Mad-Ild”. Den indeholder en lang række opskrifter, der tager udgangspunkt i bedre råvare-udnyttelse.
Charter-specialisten TUI har taget Sustainable Brand Index prisen i kategorien Rejser og turisme tre af fire gange i de seneste fire år.
Trods svære vilkår i branchen på grund af Corona har TUI ufortrødent fortsat det arbejde med bæredygtighed, som rejseselskabet havde påbegyndt inden pandemien.
Det drejer sig bl.a. om TUI Care Foundations mange projekter og lancering af The Rhodes Co-Lab med den græske regering. De initiativer har givet TUI den grønne pris.
Sidstnævnte skal udvikle fremtidens bæredygtige turisme på den populære ferie-ø Rhodos.
TUI og Comwell komi øvrigt i fornemt selskab med nogle af de største internationale brand i forbindelse med pris-uddelingen i dag.
Internationalt støder man f.eks. på LEGO, Siemens, Tesla, IKEA og SAS i deres respektive kategorier.
Den overordnede Top-5 i Danmark på tværs af alle brancher havde Rema1000 på førstepladsen foran LEGO, Thiese Mejeri, Coop og Aarstiderne….
(Indledningsfoto til artiklen: Clker Free Vector Images / Pixabay )
Skriv et svar