Mens SAS og selskabets 1.000 strejkende piloter har siddet ved forhandlingsbordet i 15 dage, har ti-tusinder af danskere måttet droppe deres sommerferie eller er kommet forsinket afsted og hjem igen.
Det er spillereglerne, hvis man vil opretholde den danske model, siger Dansk Metals formand, Claus Jensen, i en kommentar, efter at strejken blev afblæst, og en ny overenskomst underskrevet.
Claus Jensen mener imidlertid, at det er helt forkert at hævne sig nu på SAS, fordi man føler sig svigtet eller trådt over tæerne:
”Jeg ser mange i de sociale medier bedyre, at de aldrig vil flyve med SAS igen. Nu er det kun flyselskaber med billetter til 199 kroner, der dur. Så kan piloterne bare lære af det – og SAS-ledelsen med.”
Til den svarer Metal-formanden, hvem er det, man narrer, hvis man fører denne tankegang ud i livet. Nok mest sig selv. Eller måske sender man narresutten videre til sine børn og børnebørn.
Claus Jensen mener, at det var nødvendigt at trække både strejke- og lockout-våbnet for at få en aftale i hus. Det sket heldigvis sjældent, men det rammer hårdt. Også kunderne – i dette tilfælde rejsende, der skulle have fløjet med SAS:
”Jeg er med på, at SAS-strejken kan føles som et tillidsbrud. Hos mange danskere – også hos mig – har SAS en særlig plads i hjertet. Selskabet forbindes med orden i tingene og følelsen af at være kommet hjem, når flykaptajnen præsenterer sig selv på et nordisk sprog. Det er den tryghed, som gør, at man vælger at betale lidt ekstra for flybilletten og ikke bare køber den billigste,” forklarer Claus Jensen.
Metal-formanden peger på, at den danske model giver et af de mest stabile arbejdsmarkeder i verden. Ferie, lønstigninger, frihed, barsel, mulighed for videreuddannelse og alt det andet, som vi danskere bygger op sammen i kollektive aftaler.
”Det er svært at sige, hvordan verden ville se ud uden SAS eller den danske model. I denne omgang er begge reddet,” slutter Claus Jensen….
(Indledningsfoto til artiklen: Dansk Metal)
Skriv et svar