
Flere og flere flyselskaber går ind i den digitale tidsalder og udrydder det klassiske boardingkort.
Nu virker kun smartphones og tilhørende apps som identifikation og gate-åbner til passagerflyet.
Selvom de fleste mennesker har en mobiltelefon i dag, er der åbenbart en stor procentdel af flypassagerne, som fortsat helst vil have et klassisk boarding-kort printet ud på papir.
Ifølge det store engelske forsikrings-selskab Tiger.co.uk er det hele 43 procent af de adspurgte flyrejsende i en ny analyse.

Ryanair har meddelt, at man fra november går 100 procent over til digitale boarding-kort. (Foto: Portuguese Gravity / Unsplash)
Undersøgelsen afslører også, at 25 procent af passagererne vil droppe at købe billet hos et flyselskab, hvis det udelukkende udsteder digitale boarding-kort.
Flertallet af disse modstandere er næppe overraskende ældre medborgere og folk, der generelt ikke føler sig hjemme i moderne teknologi.
Desuden fremhæver analysen, at mange stiller det relevante spørgsmål, hvad de skal gøre, hvis deres mobiltelefon ikke virker i lufthavnen, eller der er fejl i app’en?
Tiger.co.uk har foretaget rundspørgen, efter at Ryanair meldte ud forleden, at flyselskabet går bort fra boarding-kort på papir til november.

Fremtiden ligger i digitale boarding-kort på mobil eller smartwatch, men langt af alle flyrejsende er begejstret for den udvikling. (Foto: David Preston / Unsplash)
Ryanair lover, at overgangen til det digitale boarding-kort vil give en mere effektiv rejse-oplevelse. Desuden gavner den miljø og klima, når der ikke længere skal fældes træer til boarding-kortenes papir.
Med over 200 millioner rejsende om året er Ryanair Europas største flyselskab. Hvad lavpris-giganten gør, bliver der lagt mærke til hos alle konkurrenter.
Ian Wilson, der er rejse-ekspert og adm. direktør i Tiger.co.uk, har derfor følgende gode råd til alle flyrejsende:
- Husk altid at have batteriet i mobil eller tablet på 100 procent, før I tager til lufthavnen.
- Tag en powerbank eller en ekstra strømforsyning med i håndbagagen, så I kan få liv i en død mobiltelefon på et øjeblik.
- Det er også vigtigt at downloade alle nødvendige rejsedokumenter på forhånd fremfor at stole på, at internet adgangen fungerer i lufthavnen.
- Hvis det er muligt – print for en sikkerheds skyld alle rejsedokumenter ud på papir og ha’ dem liggende i en lomme eller håndtaske, så de er nemme at finde frem ved problemer i lufthavnen.
Ian Wilson anbefaler også, at man bruger overgangstiden, indtil digitale boarding-kort er den eneste adgangs-mulighed, til at lære den nye teknologi at kende.
Lige nu tilbyder de fleste større flyselskaber både rent digital og traditionelt boarding-kort på papir, men det bliver de næppe ved med.
Han tilføjer, at rejseforsikringer kan hjælpe passagerer, hvis de misser en afgang eller render ind i andre forsinkelser, men normalt ikke hvis fejlen er passagerens egen.
Derfor kan det være en god idé at tale med sin rejseforsikring for at høre, hvordan dens holdning er i forhold til tekniske problemer med digitale boarding-kort og fejl i rejse-apps….
(Indledningsfoto til artiklen: Andrej Lisakov / Unsplash)
Skriv et svar