Når Amazon-bossen Jeff Bezos på tirsdag bliver den anden milliardær, der åbner for fremtidens rumturisme ved at sende sin Blue Origin raket op i universet, vil en af passagererne være en kun 18-årig hollænder.
Han hedder Oliver Daemen og er trods sin unge alder allerede i besiddelse af en pilot-licens. Den får han dog næppe brug for på sin første rejse op i de meget tynde luftlag over 100 kilometer over jordens overflade. Rumskibet New Shepard rumskib fjernstyres nemlig fra et kontrol-center nede på jorden.
Oliver skulle egentlig slet ikke have været med på den første rumrejse med passagerer, som Blue Origin sender til vejrs.
Knægten tabte nemlig auktions-kapløbet om at sikre sig en billet til en stadig anonym person, der betalte 28 millioner dollars for billetten. Det er ca. 175 millioner kroner.
Ifølge raketselskabet Blue Origin fik vinderen imidlertid ”kalender-problemer” med at gennemføre rejsen i næste uge og trak sig derfor tilbage fra projektet.
Blue Origin valgte så at give tilbuddet videre til nummer to på listen, og det er altså den kun 18-årige hollænder.
Nu får han så sin livs flyvetur, når han på tirsdag sætter sig til rette i rumkapslen sammen med Amazon-stifteren Jeff Bezos, dennes brormand Mark samt den 82-årige NASA-veteran Wally Funk.
Eventyret bliver allerede den anden rumrejse med turister på godt en uge. Den 10. juli kom multi-iværksætteren Sir Richard Branson først med sit Virgin Galactic. Ligesom hos Blue Origin på tirsdag deltog ejeren selv i første togt.
Den tredje milliardær, der kappes om at definere fremtidens rumturisme, er Elon Musk, som de fleste kender fra Tesla elbiler.
Musk flyver på et lidt andet plan – og med stor succes. Han har udviklet SpaceX til at være verdens største private raket-operatør, der bl.a. arbejder for NASA.
Hvor Bezos og Branson satser på at skabe rumturisme for betalende mennesker, tjener Musk gode penge på at transportere satellitter og andet cargo op i verdensrummet
Men tilbage til den 18-årige Oliver Daemen. Det var jo ham, at denne artikel skulle handle om:
Han får sin rejse betalt af farmand Joes Daemen, der har tjent en formue som direktør og medejer af et Private Equity investerings-selskab.
Om han har måttet lægge 28 millioner dollars på bordet eller har fået rabat for at springe ind på et afbud, vil Blue Origin ikke oplyse.
Til gengæld vil raket-firmaet gerne fortælle, at unge Oliver har interesseret sig for flyvning og astronomi, lige siden han var en lille knægt.
Efter sommerferien begynder Oliver at studere fysik og innovations-management på universitetet i hollandske Utrecht.. Især faget fysik virker relevant, hvis han vil satse på en fremtid i rumfart.
Sin fritid tilbringer Oliver ellers mest i eller under vandet nede på jorden. Kigger man på knægtens Instagram profil, er den fyldt med billeder af ham, mens han surfer, snorkler og wakeboarder….
(Indledningsfoto til artiklen: Blue Origin)
Skriv et svar