Mindst 100.000 danskere tager her i sommerferie til udlandet uden at have deres rejse-forsikring i orden. Det kan blive en dyr oplevelse, hvis man er uheldig, mister sin bagage eller kommer til skade på rejsen,
Ifølge en ny rundspørge, som analyse-firmaet YouGov har lavet for forsikrings-selskabet Codan svarer én ud af ti danskere, at de på deres seneste ferie til udlandet tog afsted ”helt uden rejseforsikring”.
Som forsikrings-selskab har Codan naturligvis pengefingeren i vejret og siger, at mange vil komme til at fortryde, hvis uheldet er ude:
”Vi har set eksempel på, at udgifterne efter en ulykke i udlandet kan komme over 100.000 kroner til hospitals-ophold og hjemtransport,” fortæller Camilla Amstrup. Hun er privatkunde-direktør i Codan.
Helt korrekt peger Codan også på, at alt for mange danskere tror, at de er sikret godt, når de har det blå sygesikrings-bevis med på rejser i EU.
Det er de kun til en vis grad. Det blå kort giver adgang til sundheds-ydelser på de samme vilkår, der gælder for borgerne i det land, man besøger.
Det behøver slet ikke at være samme niveau af læger, klinikker og hospitaler, som vi er vant til i Danmark. Det blå kort dækker til gengæld ikke hjemtransport, og man risikerer ofte at skulle betale af egen lomme til lægebesøg og medicin.
En rejseforsikring vil derfor altid være en god idé at tegne. Hvis man da ikke allerede har en uden måske selv at være klar over.
Har man f.eks. internationale kreditkort som f.eks. Eurocard eller Mastercard, er en rejseforsikring som regel inkluderet.
Det er i hvert fald noget, man lige skal tjekke, inden man køber nye forsikringer og derfor bliver dobbelt-sikret uden at få noget ekstra ud af det.
Codan gør opmærksom på, at man skal tænke sig godt om, når man tager rejseforsikring. Er der f.eks. brug for ekstra tillæg til f.eks. ski-uheld eller afbestilling af rejsen.
De vil typisk ikke dækket af en standard rejseforsikring. Den hjælper f.eks, når bagagen er forsinket eller væk, ens fly bliver aflyst, man pludselig bliver syg på rejsen eller kommer ud for en ulykke.
Her er til sidst nogle flere tal fra Codans og YouGovs undersøgelse af danskernes rejseforsikringer:
- 10 pct siger, at de på deres seneste tur til udlandet rejste ”helt uden forsikring.”
- 26 pct af danskerne har ikke en permanent rejseforsikring som en del af en pakke (f.eks. via indboforsikring) eller en fast separat rejseforsikring.
- 57 pct. af dem, der har em rejseforsikring, har ikke tegnet særlige tillæg.
- YouGov har spurgt 1.000 repræsentativt udvalgte danskere i juli 2019.
Skriv et svar