Når der på et eller andet tidspunkt bliver åbnet for rute- og charter-flyvning igen, vil rejserne næppe foregå på samme måde som, før Corona pandemien indtog verden.
Luftfarts-branchen drøfter i øjeblikket, hvordan passagerer og personale i fremtiden kan sikres bedre mod nye epidemier med virus, bakterier og smittekim.
Nogle flyselskaber eksperimenterer med at lade midter-stolen på alle sæderækker stå ledig, så der kommer større fysisk afstand mellem passagererne på Economy Class. Det ledige sæde er f.eks. allerede pligt i Kina og Portugal.
Andre flyselskaber overvejer at lade både passagerer og kabine-personale bære ansigts-masker og handsker.. Desuden er det slut med aviser, magasiner og mad ombord, fordi virus-kimene kan sætte sig på deres overflader.
Også i lufthavnene kan vi forvente at se mange forandringer. I går beskrev Trends & Travel, hvordan Hong Kongs internationale lufthavn har installeret en hel-krops-rense-kabine og robotter, der sprayer desinficerede væske overalt.
Nu følger Europas største lufthavn efter. Heathrow i London afprøver i øjeblikket flere nye teknologier til virus-bekæmpelse, hvor den første allerede er taget i brug.
I de næste par uger skal passagerer i Heathrows Terminal 2 både gennemgå en digital ansigts-genkendelse og temperatur-måling, inden de får lov til at bevæge sig ud på den anden side af Security sluserne. Har folk feber, er der ingen adgang til flyene.
Temperaturen måles via en ny form for varme-scannere, der sidder i samme maskine som ansigts-genkendelsen via kamera.
Trin to i Heathrow i virus-bekæmpelsen foregår ved, at alle tasker, kufferter og andre beholdere, der skal ud at flyve, bliver desinficeret med ultra-violette stråler.
Og trin tre skal være en ny sikkerheds-kontrol, hvor passagerer og personale slet ikke kommer i nærheden af hinanden som i dag.
Heathrows mål er at etablere en global standard for sundheds-screeninger på lufthavne. Briterne er derfor i tæt kontakt med flere landes regeringer og lufthavne for at udveksle erfaringer….
(Indledningsfoto til artiklen: Heathrow Airport)
Skriv et svar