Sverige er et stort land. Med sine 404.686 km2 er vores broderland mod øst sådan cirka ni gange så stort som Danmark. I hvert fald i areal.
Nu vil svenskerne også overhale os, når det gælder restauranter af høj kvalitet. De vil nemlig skabe verdens største gourmet restaurant.
Den fylder hele Sverige og bygger på sunde råvarer og ingredienser, som alle kan finde i den svenske natur.
Hjælp til tilberedningen af den ni retters menu får interesserede – både svenskerne selv og de udenlandske turister, der er på besøg i landet – fra fire svenske mesterkokke. Alle med Michelin stjerner på CV’en.
Det spændende nye initiativ har fået navnet ”The Edible Country” – det spiselige land. Råvarerne, man skal tilberede og servere, er gratis.
Sammen med menuen følger instruktioner om, hvor man kan finde hvilke råvarer i den vilde svenske natur – og hvordan man tilbereder dem korrekt.
Som led i det kulinariske koncept har svenskerne bygget syv solide træborde – komplet med siddepladser, køkken-kits og madlavnings-værktøjer.
”Det spiselige land” foregår i hele Sverige. Derfor er bordene placeret i så forskellige landskaber som Skåne, Vestsverige, Lapland, Jämtland, Småland, Värmland og i Stockholms skærgård.
Bordene kan reserveres gratis mellem maj og september på www.bookatable.com. Er de optaget, fortæller ”The Edible Country” også online, hvordan man kan tilberede de ni lækre retter et hvilket som helst andet sted i Sverige. Bare man har adgang til ingredienserne, et bål og de nødvendige køkkenting-
Via det nye globale initiativ ønsker Sverige at sætte fokus på, hvor lette og tilgængelige sunde måltider kan være.
Mad behøver ikke at købes som frost i supermarkedet eller færdig-lavet som Fast Food. Naturen har et kæmpestort spisekammer lige uden for døren. Man skal blot lære at finde og tilberede den.
De ni retter på menuen fra den svenske natur varierer efter sæsonen. Eksempler kunne være en varm skov-bouillon med pochere aborre og smeltet urtesmør. Eller frisk røget ørred med kantareller og skovsyre.
Ideen er skabt i et samarbejde mellem den svenske turist organisation Visit Sweden og de fire Michelin kokke Titti Qvarnström, Niklas Ekstedt, Jacob Holmström og Anton Bjuhr.
De håber alle, at initiativet slår an. Det gør det uden tvivl også, hvis vejret makker ret – og der ellers er råvarer nok at hente i den svenske natur.
Da mange tusinde danskere kører til Sverige hvert år, vil mange af træbordene nok blive booket af indbyggerne fra dronning Margrethes land.
Danskere er ellers selv forvænte med flere af verdens bedste kokke og masser af Michelin stjerner. De gemmer sig blot indendørs i dyre restauranter. Ikke udendørs og slet ikke gratis.
Vidste I i øvrigt, at 96 pct. af Sveriges enorme areal er ubeboet? Man kan vandre rundt i timevis uden at høre larm fra andre mennesker.
I nogle regioner er sandsynligheden større for at møde snuden af en elg end en person med høretelefoner på og drønende musik i ørerne.
”Det spiselige land” er åben nu for reservationer.
Borde kan bookes på www.visitsweden.com/ediblecountry eller på www.bookatable.co.uk/theediblecountry . Flere informationer om de enkelte bordes placering kan findes her https://visitsweden.dk/sveriges-gavmilde-spisekammer/
God tur og velbekomme….
Skriv et svar