Heathrow i London er den klart største lufthavn i Europa, men på verdensplan rækker det kun til en fjerdeplads. To amerikanske lufthavne plus Dubai havde flere passagerer i 2023.
Det afslører den netop offentliggjorte statistik fra lufthavnenes branche-organisation ACI World.
Tallene viser samtidig, at tæt på 8,5 milliard mennesker tog flyet sidste år. Dermed er trafikken tæt på niveauet fra før Corona-pandemien – nemlig 93,5 procent. Væksten i passagertal var hele 27,2 procent.
Især er det de internationale flyruter, der gjorde comeback sidste år. Inden da var det indenrigs ruter, hvor flyene blev fyldt hurtigst op igen.
Ud fra en københavnsk synsvinkel er det også interessant, at det er blevet lettere end nogensinde før at flyve til verdens største lufthavn.
Den hedder Hartsfield-Jackson og ligger i den amerikanske sydstats-storby Atlanta. Den har Delta Air Lines åbnet en direkte rute til fra København.
Det sker som led i SAS’ flytning fra Star Alliance til SkyTeam, hvor Delta er det største flyselskab i gruppen.
ACI bemærker i øvrigt, at der er sket en række ændringer siden 2022 i Top-10 over verdens travleste lufthavne.
Atlanta holder sin suveræne førsteplads, mens Dubai for første gang har indtaget den globale andenplads i passagertal.
Den helt store højdespringer sidste år var Tokyos Haneda Airport, der tog et kæmpe-hop fra plads 16 i 2022 til en femteplads sidste år. Andre lufthavne med et stærkt vokseværk er bl.a. Istanbul og New Dehli.
Med sine 26,8 millioner passagerer ligger Københavns Lufthavn langt fra Top-10 i verden. 2023 var dog lufthavnens bedste siden 2019.
På årets travleste dage i sommer- og efterårs-ferien går der over 100.000 passagerer gennem terminaler og gates i Danmarks største lufthavn.
Her er så ACI Worlds Top-10 liste over de travleste lufthavne i verden. Bemærk, at halvdelen af dem ligger i USA:
- Atlanta i USA – 104,7 millioner passagerer
- Dubai i Emiraterne – 87,0 millioner
- Dallas / Fort Worth i USA – 81,8 mio.
- Heathrow i London – 79,2 mio.
- Haneda i Tokyo, Japan – 78,7 mio.
- Denver i USA – 77,9 mio.
- Istanbul i Tyrkiet – 76,0 mio.
- Los Angeles i USA – 75,0 mio.
- Chicago O’Hare i USA – 73,9 mio.
- New Delhi i Indien – 72,2 millioner
Hvis man kigger på internationale passagerer alene, ser hitlisten noget anderledes ud. De store amerikanske lufthavne har nemlig typisk en blanding af indenrigs og udenrigs rejsende, mens Dubai næsten udelukkende har internationale.
På den internationale Top-10 ligger Dubai derfor klart nummer ét med 87,0 millioner passagerer. På andenpladsen følger så London Heathrow med 75 mio. foran Schiphol i Amsterdam med 61,9 millioner….
(Indledningsfoto til artiklen: Danilo Bueno / Pixabay)
Skriv et svar