Når I tager på ferie eller forretnings-trip, tænker I så også over, hvilket fly I skal rejse med? Ikke det flyselskab, I har købt billet til, men den flytype I skal tilbringe nogle timer i.
De fleste er selvfølgelig klar over, at det nok er en Airbus eller en Boeing, at flyveturen foregår i. De to flyfabrikker fra Europa og USA sidder nærmest totalt på verdens-markedet.
OK – skal man kun ud på en kort regional rejse, er der også en chance for, at flyveturen bliver i en mindre Embraer jet fra Brasilien eller en ATR turbo-prop fra Frankrig.
Skulle det engang lykkes igen, at man rejse frit igen i Rusland, er der også mulighed for at sætte et flueben på sin flyliste ud for Superjet eller Tupolev. Russerne bygger jo stadig egne fly – dog i meget mindre målestok end Airbus og Boeing.
Skal rejsen foregå indenrigs i Kina – faktisk største marked for flyrejser – sker det også fortsat med Airbus eller Boeing.
De ambitiøse kinesere er dog på vej med sin egen konkurrent til giganterne på korte og mellemlange ruter Airbus A320 og Boeing 737.
Kinas helt nye rival hedder Comac C919 og er netop udleveret i første eksemplarer til et kinesisk flyselskab. Målet er, at Comac skal blive en international succes.
Sikke en lang opvarmning for at komme til denne artikels kerne-budskab: Hvilke ti flytyper har været de mest anvendte til passager-transport her i 2022?
Det har det britiske konsulenthus Cirium regnet ud for os. Cirium har speciale i analyse af den internationale luftfart.
De britiske analytikere fortæller f.eks, at der i år er gennemført næsten 31 millioner flyvninger hos de civile og kommercielle flyselskaber. Små private eller militære er ikke medregnet.
De 31 millioner svarer til i gennemsnit 84.391 flyvninger om dagen, 3.538 i timen eller 59 på minut. Eller illustreret på anden måde: Hvert sekund starter eller lander et passagerfly i en lufthavn her på jorden!
Tallene lyder enorme, men de er altså stadig næsten 20 procent færre end i 2019. Det var det sidste normale år, inden Corona pandemien ramte.
Her er så Ciriums Top-10 over de mest anvendte flytyper i verden i 2022 og deres markedsandel af den civile lufttrafik:
- Airbus A320ceo – 20,5 procent
- Boeing 737-800 – 17,9
- Airbus A321ceo – 7,0
- Airbus A319ceo – 4,6
- Boeing 737-700 – 3,7
- Embraer 175 – 3,1
- ATR-72 – 2,9
- Airbus A320neo – 2,7
- Boeing 737 MAX 8 – 2,3
- Bombardier CRJ-900 – 2,0 procent
Airbus er temmelig dominerende på hitlisten, hvilket nok ikke bekommer amerikanerne vel. På den anden side har de jo selv været skyld i den dårlige placering efter tekniske skandaler og fatale styrt med sine Boeing 737 MAX maskiner.
Den ”gamle” version af Airbus A320 – blev brugt på hver femte flyvning eller 6,35 millioner afgange i det forløbne år. Kun Boeings ældre 737-800 kommer i nærheden. Alle andre flymodeller kommer langt efter.
Det gælder også for Airbus neo-udgaver. Det er fly med moderne jetmotorer, der både støjer og forurener mindre, samtidig med at de flyver længere på literen.
Airbus A320neo gennemførte 831.000 flyvninger i 2022, hvilket giver en ottende-plads på Ciriums hitliste. Lige efter følger Boeings direkte konkurrent – Max 8.
Med andre ord udførte de nye og renere passagerfly fem procent af alle afgange. Denne andel vil uden tvivl stige i de kommende år, fordi mange flyselskaber er i gang med at udskifte deres gamle modeller. Det gælder ikke mindst hos den europæiske lavpris-gigant Ryanair.
Noget andet, man bider mærke i på hitlisten, er, at den udelukkende består af flytyper til de korte og mellemlange distancer. Ikke et eneste fly, der kan tage turen nonstop over Atlanten, er med.
Det viser, at store interkontinentale fly som f.eks. Airbus A350 eller Boeing 787 Dreamliner flyver utroligt mange kilometer. Det sker til gengæld på langt færre afgange, end deres mindre søskende skal klare.
En anden markant ting på årets Top-10 er, at to turbo-prop fly har skaffet sig adgang. Det er ATR-72 på syvende-pladsen og Bombardier CRJ-900 i position 10. Begge er kendt for deres lave drifts-omkostninger på korte ruter….
(Indledningsfoto af Airbus A320ceo til artiklen: Laurent Errera / Wikimedia)
Skriv et svar