England har hidtil været lige så besværlig at rejse ind i som USA. Det ændrer sig fra den 4. oktober, hvor London gør sit syn på verden meget mere enkelt.
Efter den dato adskiller briterne kun mellem vaccinerede og ikke-vaccinerede gæster. Desuden deles verden kun op i to farver – grøn og rød. Danmark hører til de grønne lande.
Fuldt vaccinerede – og det er de fleste danskere – skal fra den 4. oktober ikke længere få foretaget en Corona test inden afrejse hjemmefra. Krav om karantæne er også slut.
Dog skal de fortsat anmelde deres ankomst online på forhånd og desuden få foretaget en Corona test på dag to efter landing i England. Disse regler gælder også for børn og unge under 18 år.
Desuden skal man huske at have sit rejsepas med. På grund af Brexit kan man fra i morgen – den 1. oktober – ikke længere nøjes med at have en anden billed-dokumentation med til England, som man kan i EU.
Hvis man ikke er vaccineret eller kun har fået det ene stik, kræves online anmeldelse, Corona test inden afrejse fra Danmark plus to ekxstra tests efter ankomst i England – dag to og otte.
Derudover skal man fortsat gå i karantæne i 10 dage i England – med mulighed for afkortelse til fem dage, hvis man kan forelægge friske og negative Corona tests.
Det danske Udenrigsministerium kategoriserer fortsat Storbritannien som et orange område. Det vil sige, at alle rejser – både ferie og forretning – frarådes.
Det skyldes, at englænderne fortsat kæmper med et stort antal nye Corona infektioner. Det seneste infektionstal lå på 345 pr. 100.000 indbyggere, hvilket er blandt de højeste i verden – og fem gange højere end det danske….
(Indledningsfoto til artiklen: Free Photos / Pixabay)
Skriv et svar