Efter 18 måneder med sine landegrænser hermetisk lukket på grund af Corona har USA’s regering lovet, at udenlandske turister kan få lov til at komme på besøg igen fra november.
Den præcise dato er endnu ikke offentliggjort. Heller ikke alle krav og betingelser for at få adgang, men tilstrækkeligt til at man kan som dansk turist kan danne sig et billede af, hvad man vil møde og skal vide på forhånd:
USA vil åbne for fuldt vaccinerede turister fra en række lande i november. De fleste EU-lande inklusive Danmark ventes at være blandt de udvalgte.
Turisterne skal – ud over documentation for vaccinerne – have foretaget en (negative) Corona test senest 72 timer før afrejse til USA.
Har man disse ting i orden, vil der som udgangspunkt ikke blive krævet, at turisterne skal gå I karantæne efter ankomsten til USA. Der kan dog være undtagelser, fordi USA’s delstater kan have egne, ekstra skrappe restriktioner.
Turister – og forretningsfolk – skal bære mundbind under hele deres rejse i USA. De skal også aflevere deres telefon-nummer og email inden ankomst. De vil blive brugt i et nyt Corona sporings-system for udenlandske turister, som amerikanerne er ved at udvikle lige nu.
Fuldt vaccinerede amerikanere, der vender hjem til USA, skal kun vise en højst 72 timer gammel Covid-19 test ved ankomsten til hjemlandet. Er de ikke fuldt vaccinerede, skal de gennemgå ekstra tests både 24 timer før hjemrejse og straks efter landing i USA.
Indtil videre har USA kun meldt ud om nye indrejse-regler for voksne. Mon ikke der også snart kommer retningslinier for børn og unge.
USA accepterer Corona vacciner fra Pfizer-BioNTech, Moderna og Johnson & Johnson. Det er ikke klart på nuværende tidspunkt, om også Astra Zenecas vacciner bliver godkendt.
Som nævnt er Corona reglerne forskellige i de amerikanske delstater. Det hele ligner et kludetæppe af regler, som selv indfødte har svært ved at holde rede på.
USA har ikke et generelt anvendeligt Corona pas, som vi kender det i Danmark og EU, men det kan sagtens være en fordel at have sit med – og at det er opdateret.
I New York skal man f.eks. forelægge dokumentation for fuld vaccinering for at få lov til at spise og drikke indendørs på restauranter, barer og cafeer. Det samme gælder, når man vil i teater, biograf, fitness centre osv. Lignende regler gælder f.eks. også i New Orleans og på Hawaii.
I Californien kræves vaccine-bevis til mange indendørs aktiviteter i f.eks. Los Angeles og San Francisco. Det samme ventes at ske for at komme ind i de store forlystelses-parker.
Men som nævnt – intet er faldet 100 procent på plads på nuværende tidspunkt, når det gælder indrejse-regler fra november. Mine oplysninger er pr. 1. oktober og kan sagtens ændres i løbet af de kommende uger.
Under alle omstændigheder bliver fuld vaccination et krav for at komme ind i USA. Desuden er det en god idé at holde sin dokumentation og Corona apps up-to-date, inden man rejser til Amerika….
(Indledningsfoto til artiklen: Nelson Ndongala / Unsplash)
Skriv et svar