Den er absolut ikke klimarigtig med sin store diesel-motor på 605 hestekræfter, men den må være drømmen for alle camping-fans.
Verdens vildeste autocamper hedder Newmar London Aire Class A og er netop præsenteret i en opgraderet 2024-version.
Prisen kommer vi tilbage til, men den ligger på niveau med, hvad man skal betale for en super-sportsvogn eller en Rolls-Royce af den mere skræddersyede slags.
Newmar har bygget motor-homes i luksus-klassen siden 1968.
Derfor har fabrikken i den amerikanske delstat Indiana både den nødvendige knowhow til at bygge campere på størrelse med busser – og med det publikum, der gerne vil have sådan en at futte rundt i geografien med.
I det ydre har den nye 2024-model fået flere bagagerum plus et udendørs underholdnings-center med et 4K tv på 42 tommer og en god soundbar. Dertil kommer to store motoriserede markiser fra Girard.
Indendørs kan køberne vælge mellem fem forskellige grundplaner og fire stil-arter til indretningen. Derudover kan man få skræddersyet autocamperen efter egen smag helt ned til mindste detalje. Bare, man har råd.
Autocamperen har tre ind- og udgange. Vognen er selvfølgelig optimalt isoleret, men har for en sikkerheds skyld tre separate air-condition-anlæg til afkøling om sommeren og et dobbelt varmesystem, så man også kan overleve selv i den dybe vinter.
Interiøret er fyldt med modulopbyggede sofaer, skabe og borde i dyre materialer:
Camperen fås med gulve af porcelæn, marmor eller træ, og i den centrale dagligstue står et 50 tommers Samsung 4K tv med en stor Bose soundbar.
Hvis tv’et ikke er i brug, kører en elmotor skærmen ned bag sofaen efter ordre fra en fjernbetjening.
London Aire 2024 camperen rummer også flere soveværelser og to badeværelser. Det største af dem indeholder en king-size dobbeltseng med et stort walk-in klædeskab.
Newmar kæmpen vil typisk blive kørt af ejeren selv. Den er ikke som en Rolls-Royce, Bentley eller Mercedes S-klasse, hvor ejerne mestendels hygger sig på bagsædet.
Derfor har den amerikanske fabrikant sørget for at indrette et fuldt digitalt cockpit til chaufføren:
Han eller hun kigger på flere touch skærme. Der er elektronisk stabilitets-kontrol, afstands-radar, kameraer helt vejen rundt en stribe assistent-systemer. Dertil kommer Apple Car Play.
Glemte jeg at nævne prisen midt i beskrivelsen af al denne camping luksus? På det amerikanske marked koster Newmar nyheden tæt på en milllion dollars eller ca. 6,8 millioner danske kroner. I standard-udgaven vel at mærke.
Jeg tør slet ikke tænke på, hvad London Aire ville koste på danske plader, men kunder mangler Newmar ikke i USA og Mellemøsten….
(Indledningsfoto til artiklen: Newmar)
Skriv et svar