Ganske vist er flyvning den klart mest sikre form for transport. Alligevel kan man sagtens komme ud for ubehagelige oplevelser, mens man suser afsted oppe i skyerne.
En af de mest udbredte er turbulenser i luften, så flyet bevæger sig uroligt, ryger i lufthuller osv.
”Turbulenser defineres som luft-bevægelser, der normalt ikke kan ses og ofte sker uventet,” forklarer de amerikanske luftfarts-myndigheder FAA på deres hjemmeside.
”De kan f.eks. skyldes atmosfæriske lufttryk, jetstrømme, luft omkring bjerge, kolde og varme vejrfronter eller uvejr. Turbulenser kan sågar opstå, mens himlen ser helt ren og uskyldig ud.”
FAA anbefaler derfor, at man beholder sine sikkerhedsbælter på under hele flyveturen. Desuden skal man lytte til og reagere på flybesætningens advarsler om turbulenser.
Så meget om det tekniske, men er der mon forskel på, hvilke flyruter der er mere udsatte for turbulenser end andre?
Helt bestemt.
Det er netop, hvad konsulent-firmaet Turbli har specialiseret sig i.
Turbli har netop offentliggjort sin oversigt over de mest turbulens-ramte flyruter i verden i 2024.
Dem har Turbli fundet frem til ved at analysere over 10.000 ruter, der forbinder de 550 største lufthavne i verden.
I Europa er de ti flyruter, hvor man risikerer at møde turbulenser oftest:
- Nice – Geneve
- Nice – Zürich
- Milan – Zürich
- Lyon – Ferno
- Nice – Basel
- Geneve – Zürich
- Alpes Maritime – Lyon
- Geneve – Venedig
- Lyon – Zürich
- Venedig – Zürich
Det er helt tydeligt, at turbulenser hyppigst rammer flyruter i og omkring Alperne. Især synes Schweiz at være ramt med ruter til og fra Zürich, Geneve eller Basel.
På globalt plan ser Turblis Top-10 over de mest turbulens-udsatte flyruter således ud:
- Mendoza i Argentina– Santiago i Chile
- Cordoba i Argentina – Santiago i Chile
- Mendoza i Argentina – Salta i Argentinaa
- Mendoza i Argentina – San Carlos de Bariloche i Argentina
- Kathmandu i Nepal – Lhasa i Tibet
- Chengdu i Kina – Lhasa i Tibet
- Santa Cruz i Bolivia – Santiago i Chile
- Kathmandu i Nepal – Paro i Bhutan
- Chengdu i Kina – Xining i Kina
- San Carlos de Bariloche i Argentina – Santiago i Chile
Verdens mest turbulente flyruter fordeler sig mellem Sydamerika og Asien omkring Himalaya bjergkæden. Især er Argentina ramt af flyruter med mange turbulenser undervejs….
(Indledningsfoto til artiklen: Anestiev / Pixabay)
Skriv et svar