Det er ikke længe siden, at Qatar Airways blev kåret som verdens bedste flyselskab i 2024.
Ved samme lejlighed tog Qatar Airways prisen for verdens bedste Business Class.
Det skete ved de prestige-fyldte World Airline Awards, der uddeles af konsulent-firmaet Skytrax på basis af mange tusinde passager-vurderinger.
De rejsende havde fornøjelsen af at flyve med og sidde i sæderne på Qatar Airways gamle Business Class, der for længst er legendarisk for sine såkaldte Qsuites.
De vil blive forbedret yderligere i den nye Qsuite Next Generation, som det arabiske flyselskab vil introducere i sine store Boeing 777-9 fly fra 2025.
2.0 versionen af QSuite vil bl.a. komme med digitalt kontrollerede vægge mellem de enkelte sæder, større enkelt- og dobbelt-senge og en helt ny måde at kombinerte de enkelte suiter ved flyets vinduer.
Dertil kommer, at fire suiter i midten af flyet kan kombineres, så en hel gruppe eller en familie med børn får masser af plads at boltre sig på, mens Boeing’en drøner gennem luften i 40.000 fods højde.
Hver enkelt Qsuite, der er betegnelsen for et Business Class sæde, får også en stor 21,5 tommers OLED skærm i 4K kvalitet. Den kan drejes i alle retninger og dækkes helt af, hvis man ønsker ro og fred.
Oveni kommer så et nyt og digitalt medlem af kabine-personale. Hun reagerer på navnet Sama og vil bruge kunstig intelligens (AI) til at give passagererne en optimal kunde-service.
Qatar Airways er ikke bange for at kalde Qsuite Next Gen for fremtidens Business Class.
Det skal jeg ikke hverken kommentere eller vurdere, før jeg selv har prøvefløjet nyheden. Helt sikkert er det dog, at Qatar Airways konkurrenter får meget at tænke over.
Ellers løber Qatar Airways med stor afstand igen med titlen ”verdens bedste Business Class” ved næste års uddeling af World Airline Awards.
Andre fremskridt i Qsuite Next Gen er ekstra bagageplads til hver passager, der har egne skabe med digitale låse.
Nyt bliver også hurtig opladning med USB-C kabler eller trådløs opladning, der ikke foregår helt så stærkt.
Qatar Airways flyver dagligt direkte mellem København og Hamad International Airport i Qatars hovedstad Doha. Hamad lufthavnen blev tidligere år kåret som ”verdens bedste lufthavn” for tredje gang.
På ruten mellem Danmark og Doha benytter Qatar Airways desværre ikke Boeing 777-9 fly, men de mindre Boeing 787 Dreamliners.
For at opleve den nye Qsuite 2.0 skal man derfor flyve videre fra Doha på Business Class til en anden destination….
(Indledningsfoto til artiklen: Lukas Souza / Unsplash)
Skriv et svar