Folk, der er meget på farten i udlandet, har uden tvivl en rejse-adapter liggende fast i kufferten. Adapteren er ofte uundværlig, fordi stik og stikkontakter bestemt ikke er standardiserede verden rundt.
I takt med udbredelsen af gadges, der alle har brug for en ladeblok, er rejse-adapteren ikke længere nok. Man skal også huske at den rigtige oplader til f.eks. smartphone, tablet, laptop, kamera, drone eller det smarte ur.
Det kan hurtigt blive til et lille kaos af kabler og ladeblokke i bagagen, og så glemmer man jo hurtigt en af opladerne i skyndingen.
Den nye iBlock Cube Swift virker som den helt rigtige løsning. Det er nemlig en fin kombination af rejse-adapter og universel ladeblok.
Tilmed er Swift den første rejse-oplader på markedet, der udnytter den nyeste GaN teknologi – Gallium Nitrid. Det vil sige, at den er stærkere end rivalerne og kan levere op til 120 watt.
På den måde er Swift godt forberedt på den nyeste generation af smartphones, samtidig med at den er kraftigt nok til at fylde strøm på en laptop.
Selve iBlock Swift ikke er voldsomt stor. Alligevel kommer nyheden med stik, der passer til 150 lande verden over.
Samtidig kan man tilslutte op til seks gadges på samme tid via fire USB-C og et enkelt USB-A stik. Dertil kommer et direkte strømstik med 110 eller 220 volt. Sidstnævnte bruges f.eks. til hårtørrer, eller barber-maskine.
To af USB-C stikkene leverer 100 watt ud, hvilket i teorien betyder, at man kan lade en smartphone fuldt op på otte minutter. De to andre USB-C stik sender 20 watt ud og vil derfor være velegnede til f.eks. opladning af en powerbank, trådløse øretelefoner eller et smart ur.
Swift justerer automatisk den rette strøm til hver tilsluttet enhed. Indendørs sidder også avancerede sikkerheds-kredsløb, der forhindrer kortslutning og overspænding. Endelig medfølger en ekstra 10 ampere sikring, hvis det alligevel skulle gå galt med strømmen på rejsen.
iBlock Cube søger i øjeblikket med succes finansiering af en storproduktion af Swift rejse-opladeren via Crowd Funding på iværksætter portalen Kickstarter.
Her kan interesserede forudbestille et eksemplar til sig selv formedelst 451 Hong Kong dollars eller ca. 410 danske kroner. Det er ikke billigt, men man sparer altså op til seks separate ladeblokke og får samtidig hurtig opladning med i købet.
Nyheden kommer efter planen på markedet til juli….
(Indledningsfoto til artiklen: iBlock Cube)
Skriv et svar