Nogle lufthavne er en pinepænk at komme igennem. Den rene tortur med lange afstande, konstante kødannelser og et altid stresset personale, der ikke har tid til at yde ordentlig service.
Andre lufthavne er lykkes med at skabe komfortable og behagelige omgivelser for flypassagerer. De har f.eks. mange gode hvile-områder, et stort udvalg af butikker, cafeer og restauranter.
Men kun meget få lufthavne leverer noget ekstra-ordinært. De er spændende, underholdende, afslappende og i nogle tilfælde sågar ligefrem smukke.
Den slags ekstra-ordinære lufthavne finder man på Top-10 listen over verdens bedste, som Skytrax hvert år finder frem til.
Det sker på basis af millioner af input fra flypassagerer og branchefolk i 100 lande. De har afleveret deres karakterbøger på i alt 570 lufthavne.
De bedste 10 indeholder ikke mange overraskelser. Det skulle da lige være, at Singapores berømte Changi lufthavn er væltet af førstepladsen og må nøjes med at være nummer to.
Verdens bedste lufthavn skal man i år til den arabiske halvø at finde. Nærmere bestemt til Doha i Qatar.
Her ligger Hamad International, som har høstet mange priser for sin flotte arkitektur. Hamad har også vundet titlen som verdens bedste hos Skytrax to gange før.
Hamad vandt derudover titlerne som bedste lufthavn i Mellemøsten”, ”Reneste lufthavn i Mellemøsten” og ”Verdens bedste lufthavn shopping”
Hamad scorer bl.a. point for at tilbyde gratis sight-seeing busture i Doha for de mennesker, der skal få tiden til at gå i flere timer i lufthavnen, før deres næste fly afgår.
Dertil kommer, at flere og flere danskere oplever denne lufthavn, der konkurrerer direkte med Dubai om at være en meget vigtig hub – omstignings-plads – til flyrejser længere ud i verden.
Qatar Airways direkte forbindelse til Hamad International hører nemlig til de hurtigt voksende i Københavns Lufthavn. Antallet af afgange er her fra april oppe på syv om ugen.
Faktisk er der dobbelt så mange, for Qatar Airways’ code-share partner Finnair også flyver dagligt mellem København og Doha.
Og apropos København – så lander Danmarks største lufthavn på en respektabel 20. plads i Skytrax’ rating. Det er en nedtur fra en 14. placering sidste år.
14. pladsen indtager nu Helsinki som den bedste skandinaviske lufthavn. Oslo og Stockholm Arlanda kommer meget længere nede på listen. Henholdsvis som nummer 75 og 81.
Her er Skytrax’ nye Top-10 over verdens bedste lufthavne:
- Hamad International i Doha i Qatar
- Changi International i Singapore
- Incheon International i Seoul i Sydkorea
- Tokyo Haneda i Japan
- Tokyo Narita i Japan
- Paris Charles de Gaulle i Frankrig
- Dubai International i Emiraterne
- München Airport i Tyskland
- Zürich Airport i Schweiz
- Istanbul Airport i Tyrkiet
Rundspørgen er foretaget i perioden fra august 2023 til marts 2024. Undervejs blev de flyrejsende bl.a. spurgt om deres tilfredshed med lufthavnenes sikkerheds-kontrol, kø-tendens, udvalg af restauranter og shopping, rengøring og fritids-muligheder.
Hvis I lige vil vide, hvor andre meget kendte lufthavne endte på årets hitliste, kan jeg f.eks. fortælle, at Heathrow i London blev nummer 21. Én plads dårligere end København.
Frankfurt landede som nummer 34, Amsterdam Schiphol 23, Berlin 100, Rom Fiumicino 12, Wien 13, Hamborg 42, Atlanta 70, Malaga 84 og JFK i New York som nummer 97….
(Indledningsfoto fra Hamad til artiklen: Levi Meir Clancy / Unsplash)
Skriv et svar