Selvom Corona i dag står i centrum for næsten alle diskussioner og sammenligninger, er der heldigvis stadig andre kriterier, man kan vurdere rejser, lande, byer, lufthavne, flyselskaber, hoteller og krydstogtskibe på.
Et område, der desværre altid vil være meget vigtigt, er sikkerhed.
Hvor tryg føler man sig f.eks. ved at gå ude om dagen og natten i en storby? Hvor stor er risikoen for at blive overfaldet eller få sin bil stjålet? Hvor meget præger vold og indbrud den pågældende by?
Det er blot nogle af de 10 punkter, der indgår i det ”Crime and Safety Index by City”, som analyse-firmaet Numbeo netop har udgivet i sin 2021 udgave.
431 storbyer verden over er blevet bedømt på både deres tal-mæssige sikkerhed og den følelse af tryghed, som dens indbyggere og gæster bliver mødt med.
Verdens sikreste byer skal vi rejse til den arabiske halvø for at finde. Nummer ét er Abu Dhabi i Emiraterne, nummer to Doha i nabostaten Qatar, Sharjah og Dubai i Emeraterne nummer fem og syv.
Dohas fornemme placering passer helt i hak med, at Qatar er kåret til verdens sikreste land at rejse til og bo i. Det er tredje gang i de seneste fem år, at Qatar henter den fornemme titel.
Samtidig blev Doha forleden placeret som den tredje-mest trendy rejse-destination i 2021 af den store TripAdvisor rejseportal.
Doha og Qatar er vært for fodbold-verdensmesterskaber i 2022. Landet er hjemsted for det store flyselskab Qatar Airways forbinder har 160 direkte ruter til lufthavne på seks kontinenter. København er en af dem.
Når man har nogle bedste og mest sikre storbyer i verden, har man også det modsatte. Nemlig steder, man skal holde sig fra, medmindre man vil løbe en risiko for at blive overfaldet, bestjålet, kidnappet osv.
Ifølge Numbeo er Sydafrika og Brasilien de farligste lande at rejse til og leve i:
Ganske vist står Caracas i Colombia som den værste af 431 vurderede storbyer og Port Moresby i Papua New Guinea som nummer to, men Sydafrika og Brasilien har henholdsvis fire og tre byer med i ”Bund-10” på listen.
I Sydafrika er det Pretoria på en tredjeplads, Durban (4), Johannesburg (5) og PieterMaritzburg (7). I Brasilien markerer Natal (8), Fortaleza (9) og Rio de Janeiro (10) i den triste del af skalaen.
Og så lige tilbage til Danmark, der har tre byer med i Numbeos globale vurdering: Aarhus er verdens 17. sikreste by, Aalborg nummer 50 og København på plads 65 af 431 bedømte storbyer. Det er da ganske fint.
Til sidst er her verdens 10 sikreste byer ifølge Numbeo. Tallet angiver byens ”safety index”. Den komplette liste kan I studere via dette link….
- Abu Dhabi i Emiraterne – 88,22
- Doha i Qatar – 88,04
- Taipeh i Taiwan – 86,55
- Quebec City i Canada – 85,33
- Sharjah i Emiraterne – 84,11
- Zürich i Schweiz – 83.59
- Dubai i Emiraterne – 83,50
- München i Tyskland – 82,40
- Eskisehir i Tyrkiet – 82,05
- Bern i Schweiz – 81,22
(Indledningsfoto til artiklen: Lacie Slezak / Unsplash)
Skriv et svar