Sommeren 2023 vil de fleste danskere huske for hedebølger, skovbrande, oversvømmelser og en august med gråvejr.
Det har dog ikke været det ekstreme vejr, som har vejret årsagen til, at alarm-centralen hos SOS International har haft en travl sommer.
Det var snarere ”turist-maven”. Kælenavnet for en mave-infektion, der let kan ødelægge en hel sommerferie, hvis man ikke får taget den i opløbet.
Højt på hitlisten over henvendelser til SOS International lå også forstuvede ankler. De opstår typisk, når man vrider om på foden under sport, eller man traver rundt i løse sandaler og klipklapper.
SOS International kan konstatere, at 60 procent af alle sager lå i juli. Allerflest skader skete i uge 28 – efterfulgt af uge 29 og 30. Alt i alt var det 7.000 gange.
Langt de fleste sygdomme og skade blev registreret under varme himmelstrøg med Tyrkiet som det mest udsatte land. Næsten hver femte skade skete på tyrkisk jord.
Problemet for mange danskere er imidlertid, at de ikke er klar over, at det blå EU-sygesikringskort ikke dækker i Tyrkiet.
Derfor kan skader og sygdom blive en dyr oplevelse, medmindre man har købt sig en god rejseforsikring.
Endelig kan SOS International se, at teenagerne mellem 10 og 19 år og de unge mellem 20 og 29 år var de hårdest ramte af uheld og sygdom i sommers. Næsten hver tredje anmeldte skade kom fra disse to aldersgrupper.
Her er Top-5 over de ferielande, hvor flest danskere blev syge eller kom til skade i sommers:
- Tyrkiet – 18 procent
- Spanien – 14 procent
- Grækenland – 12 procent
- Italien – ni procent
- USA – fem procent
(Indledningsfoto til artiklen: 8photo / Freepik)
Skriv et svar