I efterårs-ferien bliver danske rejsende tiltrukket af både sol og storbyer.
Det betyder, at destinationer som London, Milano og New York ligger øverst, når flyselskabet SAS kigger nærmere på sine solgte billetter her i uge 42.
SAS kan dog også mærke en øget interesse hos danskerne for byer som München, Zürich og Firenze, hvilket flyselskabet forklarer med en voksende nysgerrighed efter at opleve nye europæiske perler.
De kommer så på samme hitlister over de mest populære efterårs-destinationer hos SAS-kunder i Danmark, hvor klassikerne ligger øverst i Europa, uden for Europa og i Sydeuropa.
For de rejsende, der ønsker at rejse længere væk i efterårs-ferien, er USA fortsat nummer ét: De tre første pladser indtages af New York, Boston og Los Angeles.
På fjerdepladsen lander Tokyo, der i løbet af det senere år har udviklet sig til at blive et rigtigt ”hot-spot” for turister. Åbenlyst også for danskere.
Mere traditionelt er Malaga, Rom, Milano, Athen og Palma de Mallorca, der præger SAS’ topliste over sydeuropæiske rejsemål i efterårsferien.
Derudover kan SAS mærke en kraftig efterspørgsel på destinationer som Alanya i Tyrkiet, Faro i Portugal og Las Palmas på De Kanariske Øer.
SAS har også kigget på, hvor vores nabo-folkefærd fra Sverige og Norge er glade for at holde efterårs-ferie i udlandet.
Danskerne og svenskerne deler interessen for London og Paris, men hvor Amsterdam tiltrækker flere svenskere, er Milano mere populært blandt danskerne.
New York og Los Angeles topper listen over længere rejsemål for begge lande, men danskerne foretrækker Boston og Tokyo, mens svenskerne foretrækker San Francisco.
Solrige favoritter som Malaga, Rom og Palma ligger for begge lande i toppen, men danskerne viser større interesse for Athen, Faro og Alanya.
Der er også både ligheder og forskelle blandt de danske og norske favorit-destinationer i efterårsferien:
London, Milano og Paris er populære destinationer i begge lande, men nordmændene vælger også Bruxelles og Amsterdam, mens danskerne foretrækker Zürich og München.
Både danskere og nordmænd viser stor interesse for rejser til New York, men nordmændene foretrækker Alicante og Athen, mens danskerne oftere vælger Faro og Alanya….
(Indledningsfoto til artiklen: Nicolas Nezzo / Unsplash)
Skriv et svar