Seks af ti danskere, der rejser meget, siger, at de mangler information om, hvor man bedst tager hen, når man gerne vil rejse ansvarligt.
For at hjælpe de mange med ansvar i bagagen har rejse-søgemaskinen momondo.dk derfor udviklet det nye data-drevne ”City Index for Responsible Travellers.”
Indekset omfatter i øjeblikket 167 byer i 63 lande. De er målt på bl.a. luft-kvalitet, lokal trafik og CO2 akkreditering af byernes lufthavne.
Da det inter-aktive indeks kører på en computer, kan det ikke kun fortælle om byer, hvor man bedst kan rejse grønt og bæredygtigt.
Computeren kan også spytte informationer ud om, hvilke af byerne der er de mest eftertragtede og populære hos publikum.
Momondos nye indeks placerer Rotterdam i Holland som den bedste by at tage til i verden for ansvarligt rejsende. Byen på andenpladsen er også hollandsk – nemlig Amsterdam.
Rotterdam scorer sine mange grønne point ved at have et pålideligt togsystem, den største længde af cykelstier og en lufthavn, der er certificeret af Airport Carbon Accreditation for sin styring af CO2 udledningen.
Desuden har Rotterdam en hel stribe hoteller til konkurrence-dygtige priser, der alle er belønnet i Booking.com’s Travel Sustainable Program.
Amsterdam er verdenskendt for sine mange cykler og gå-venlige gader. Desuden har Amsterdam rigtigt mange ladestationer til elbiler.
I den forbindelse kan det være interessant at vide, at elbiler er billigere at leje i Amsterdam end personvogne med benzin- eller diesel-motor.
Derudover har Amsterdam – ligesom Rotterdam – meget rent drikkevand, et stort udvalg af genbrugs-steder, museer, kunst-gallerier og andre attraktioner, der støtte den lokale økonomi.
Byen på tredjepladsen i momondos nye ansvarlige oversigt er knap så kendt. Det er den østrigske by Graz, der scorer højt på sine mange tog-forbindelser, mange ladestationer og et bycentrum på UNESCO’s verdensarv-liste.
Her er Top-10 over de bedste byer at gæste, hvis ansvarlighed er et vigtigt element i ens rejse-valg:
- Rotterdam i Holland
- Amsterdam i Holland
- Graz i Østrig
- Trondheim i Norge
- München i Tyskland
- Helsinki i Finland
- Stockholm i Sverige
- Zürich i Schweiz
- Göteborg i Sverige
- Wien i Østrig
København lander i øvrigt på en 17. plads blandt de 167 testede byer. Den danske hovedstad scorede 69 af 100 mulige point, mens Rotterdam kan sole sig i hele 100 point og Amsterdam i 93.
København får ellers ros for sine mange cykelstier, sit store antal cyklende pendlere. Også Københavns tog-netværk og en pæn andel af hoteller til konkurrence-dygtige priser samler gode point.
I forbindelse med de københavnske hoteller fremhæver momondo, at mange af dem har fjernet toilet-artikler af plastik og anvender vedvarende energi i deres daglige drift.
Endelig er Københavns Lufthavn anerkendt for sin gode CO2 strategi.
Aarhus lander lidt længere nede på hitlisten over de mest ansvarlige byer at besøge – nemlig på en 22. plads med 66 af 100 mulige point.
I det nye indeks klarer Aarhus sig særligt fint i kategorierne transport og aktiviteter. Sidstnævnte hentyder til mange lokale markeder, genbrugs-pladser, genbrugs-shopping osv….
(Indledningsfoto fra Amsterdam til artiklen: Getty Images / momondo)
Skriv et svar