Sidste efterår meldte lejebil-giganten Hertz ud, at man havde lavet aftaler med Tesla om at købe 100.000 elbiler til at fordele på det amerikanske marked. Senere udvidede Hertz også med Polestar elbiler.
Nu bliver Hertz’ elektriske fremtid rullet ud i Europa, hvor man vil stille 25.000 elbiler til rådighed for chauffører hos taxa-rivalen Uber.
Det nye samarbejde vil få sin premiere i London her til foråret. Derefter følger Amsterdam og Paris hurtigt efter senere i år.
Andre europæiske hovedstæder skal komme senere, men næppe København. Herhjemme blev Uber tjenesten forbudt for snart seks år siden, efter at de københavnske taxa-chauffører havde overbevist politikkerne om, at rivalen brugte pirat-metoder med ulovlige chauffører og dermed var den etablerede taxa-branches død.
Sådan tænker man slet ikke i USA, hvor næsten 50.000 Uber chauffører har lejet en Tesla eller Polestar elbil hos Hertz.
De har i de senere måneder gennemført over 24 millioner fuldt-elektriske køreture med passagerer ombord og kørt dem 418 millioner kilometer.
Hertz har planer om at opbygge en af verdens største flåder af elbiler, som både privatpersoner, firmaer og professionelle chauffører kan leje og lease.
Uber vil tilsvarende være helt forureningsfri og klimarigtig fra 2025 og i Nordamerika fra 2030….
(Indledningsfoto til artiklen: Hertz)
Skriv et svar