Udsigten til at gå i karantæne i 10 eller 14 dage, når man tager til et land, er ikke ligefrem en lystig start på en rejse.
Karantænen foregår jo som regel isoleret på et dødsygt hotel, i et privat hus uden kontakt med omgivelserne eller i et ressort med forbud mod at forlade området.
Ikke ligefrem den ferie eller den forretningsrejse i udlandet, som man havde drømt.
Nogle eksotiske destinationer forsøger at forsøde karantænen ved at lade den foregå på isolerede luksus-øer, mens andre kun vil lade langtids-turister komme ind.
Thailand har været meget kreativ i sine karantæne ideer:
I januar lancerede Thailand f.eks. en ”golf karantæne”, hvor turister med pengepungen i orden kunne holde deres 14 dage i isolation med en golfkølle i hånden.
I de første tre dage skal deltagerne holde sig indendøre i deres værelser eller lejligheder og derefter få foretaget en ny Corona test.
Hvis testen er negativ, kan turisterne frit bruge golfbanen, klubhus, restaurant og bar sammen med deres gruppe og andre isolations-ramte i de resterende 11 dage af karantæne perioden.
Thailands turist-ministerium oplyser, at den første gruppe af golf-isolerede har gennemgået forsøget. Disse turister kan nu frit rejse rundt i Thailand, hvis de da ikke foretrækker at spille golf.
Thaierne supplerer nu med et nyt forslag, der næppe koster mindre, men som allerede er taget i anvendelse: Karantænen afvikles på en luksusbåd, hvor man skal holde sig til søs i 14 dage.
Man må ikke sejle i havn i perioden, medmindre det er meget nødvendigt – som f.eks. akut sygdom eller et slemt uvejr.
Til gengæld kan man cruise rundt i to uger blandt små paradis-øer, nyde solen på dækket eller fiske aftensmaden, mens man afsoner sin karantæne i luksus.
Thailand præsenterede sit ”Digital Yacht Quarantine” projekt tilbage i november. Nu er det i gang med 100 både og små yachter i farvandet omkring ferie-centret Phuket.
Kravet er, at de udenlandske deltagere skal vise en negativ Corona test ved ankomst til Thailand. På båden skal de hele tiden bære et digitalt armbånd, der hele tiden rapporterer trådløst, hvor deres bærere befinder sig.
Armbåndet har en rækkevidde på 10 kilometer, så sejladserne skal foregå tæt på land. Til gengæld kan armbåndsuret også fortælle sin bærer om hans eller hendes puls, kropstemperatur, blodtryk, stress niveau osv. Det er jo altid godt at vide.
Mens turisterne sejler rundt i deres Corona karantæne, bliver de overvåget af Thailands marine og teleselskabet Advanced Info Service. Også Thailands Digital Economy Promotion Agency (DEPA) er involveret.
Når de har overstået deres 14 dage til søs, kan turisterne gå i land på Phuket og nyde resten af deres ferie på strande, hoteller, barer og restauranter på den populære ferieø.
Som mange andre smukke lande er Thailands økonomi meget afhængig af international turisme. Alene Phuket mistede 320 milliarder baht eller ca. 66 mia. kroner i indtægter i 2020 som følge af Corona pandemien.
Thailand håber, at ”Digital Yacht Quarantine” projektet vil give 370 millioner kroner eller 1,8 milliard baht til landets slunkne pengekasse.
I øvrigt pusler Thailand også med at omdanne flere ferie-ressorts med egne badestrande til karantæne-lejre. De står alligevel tomme, fordi turisterne bliver væk.
Forslaget vil give de karantæne-ramte turister mulighed for at forlade deres hotelværelser efter tre dage i isolation og en ny Corona test.
Thailand vil åbne de første af disse ressorts i april eller maj i populære turist-områder som Phuket. Krabi og Chiang Mai….
(Indledningsfoto til artiklen: Vincent Gilione / Unsplash) motorbåd i smukt blåt vand
Skriv et svar