”In-Flight Entertainment” – på dansk underholdning ombord – er et vigtigt salgs-argument for flyselskaberne. Især på de lidt længere ruter, hvor der er flere selskaber, som bejler om passagerernes gunst.
I dag kan man ikke nøjes med at tilbyde et større udvalg af måltider eller bedre vin til maden. Mere benplads er heller ikke nok. Underholdningen skal også være tip-top, når man skal tilbringe adskillige timer i et flyvende alu-rør.
Et par enkelte flyselskaber reklamerer med, at de har over 500 eller 1.000 ting, man kan vælge fra touch skærmen foran sig. Lige fra nyhedskanaler, over tv-serier til film, spil, musik programmer, podcasts og e-bøger.
Alaska Airlines går en lidt anden vej. Som første amerikanske flyselskab vil Alaska tilbyde sine passagerer, at de kan låne Virtual Reality (VR) briller, så de kan se både 3D film og optagelser i 360 graders panorama.
De specielle briller kommer fra firmaet SkyLights, der konkurrererer med bl.a. Facebook-ejede Oculus og Vive fra mobiltelefon fabrikanten HTC.
Alaska Airlines vil i første omgang tilbyde Skylights’ Allosky Cinematic VR head-sættene til sine First Class passagerer på ruterne mellem Seattle og Boston samt mellem Boston og San Diego.
Bliver erfaringerne med Virtual Reality ombord og passagererne glade for de store briller, vil Alaska Airlines overveje seriøst at indføre VR som en fast del af selskabets underholdnings-tilbud.
Til den tid vil de rejsende på lavere billet-klasser også kunne leje brillerne mod merpris. Flyver man First Class hos Alaska, vil de fortsat være gratis.
De nye VR briller har en egen Snapdragon processor indbygget og kan aflevere billeder i Full HD kvalitet til hvert øje.
Fra begyndelsen vil Alaska Airlines’ passagerer kunne vælge mellem en stribe 3D film fra 20th Century Fox og Warner Brothers.
Det er f.eks. titler som den Oscar belønnede ”Three Billboards Outside Ebbing, Missouri”, den Oscar nominerede ”Tyren Ferdinand” animation og Steven Spielbergs nyeste science-fiction film ”Ready Player One”.
Passagererne med de store briller for ansigtet vil også have adgang til et udvalg af korte Virtual Reality videoer, ligesom det vil være muligt at streame indhold fra f.eks. Netflix.
Da nogle mennesker bliver svimle af at se Virtual Reality billeder, kan brillerne skiftes om til at vise film i almindelige to dimensioner. Så skal de ikke håndtere både 3D for øjnene og nervøsiteten ved at flyve på én gang….
Skriv et svar