De danske kunstværker er indkøbt.. Møbler i dansk design flyttet ind i nat, og kokkene er ved at øve sig i de nye dyder, som en neutro-gastronomisk morgenmad består af.
Det kendte Hotel Kong Arthur ved søerne i København har i dag åbnet verdens første morgenmads-restaurant, der bygger på moderne og super-trendy begreber som ”nudging” og ”neuro”.
Nudging betøder, at gæsterne bliver puffet blidt til at prøve nyt til deres morgenmad. Nudging kaldes også forførelsens kunst.
Neuro-gastronomi går ud på, at man ikke kun spiser med munden. Man bruger også dufte og sine øjne. Neuro er kort sagt at spise med alle sanser i gang.
Det lyder lidt utraditionelt for morgenmad på et hotel, der ikke ligger i en vild prisklasse. Det mere normale er standard varerne med et par forskellige brød, ost, pølse, marmelade, frugt, mælke-produkter, corn flakes og müesli. Når det går højt.
På Hotel Kong Arthur vil man bare ikke nøjes med at være ”normal”. I stedet skal gæsterne præsenteres for friske nordiske råvarer lige fra morgenstunden. Råvarer, der pirrer sanser og smagsløg – og gerne må være lidt anderledes, end hvad man ellers ser på hotellernes morgenmads-buffetter.
Samtidig har Kong Arthurs nye restaurant også fokus på moderne duder som at mindske madspild, uden at gæsterne skal føle, de mangler noget. Tværtimod.
For at tage det store skridt mod gastronomiens nye vidder har hotellet hentet assistance udefra. Det er i skikkelse af KBH’s Madhus og kokken Rasmus Bredahl, der er specialist i netop nudging og neuro-gastronomi.
Han går bl.a. ind for, at folk skal spise mindre og langsommere, fordi maden på deres tallerken er af højere kvalitet.
Hvordan man vil gøre det med travle forretningsfolk, der plejer at slynge morgenmaden i sig for ikke at komme for sent til et møde, må tiden vise.
Rasmus Bredahl mener, at man kan gøre det via en kombination af smag, bestik, dufte, visuelle indtryk, lyde, belysning og erindring.
”Når jeg er ude at rejse, bliver jeg hurtigt træt af at se den samme morgenmads-buffet overalt. Det er spansk appelsin-juice, fransk brie, hollandsk gouda, polsk bacon og kedeligt hvidt toast-brød,” forklarer Rasmus Bredahl.
”Jeg vil hellere, at vi tager udgangspunkt i årstiderne og i den geografi, man befinder sig . Gæsterne skal have de bedste danske råvarer, og de kan variere, alt efter hvilken måned og tid på året, at man spiser morgenmaden,” fortsætter han.
Den nye morgenmads-restaurant ligger i en gammel og smuk husgård. Dens københavner-stemning skal føres ind ved bordene.
Hotel Kong Arthur er nemlig integreret med sine omgivelser, og folk, der bor i nabolaget, er lige så velkomne til at spise morgenmad som hotellets egne gæster.
Restauranten er blevet betydeligt større, og hotellet har måttet inddrage flere værelser for at skabe ekstra plads. Den strækker sig nu i hele hotellets stue-etage, ligesom man også har mulighed for at tage sin morgenmad med udendørs i gårdhaven.
Boutique hotellet Kong Arthur udgør sammen med Ibsens Hotel den lille kæde Arthur Hotels, der har 273 værelser. Hotel Kong Arthur ligger på Nørre Søgade 17 i København….
Skriv et svar