Det er heldigvis ikke alle hoteller, der har mistet livet eller iderigdommen, efter at Corona virussen har lagt sig som en sky hen over rejseverdenen.
Franske Anthenea mener f.eks, at folk fremover skal have deres eget flydende hotelværelse, når de vil holde ferie ved havet eller en større sø.
Inspireret af den klassiske James Bond film ”Spionen, der elskede mig” fra 1977, har Anthenea udviklet, hvad firmaet kalder verdens første sejlende hotel-suite.
Nyheden flyder dog oven på vandet, hvor 007 hyggede sig i luksus kabine nede i havets dyb. Anthenea garanterer dog ikke, at major Anya Amasova alias smukke Barbara Bach ligger og slanger sig på sengen, eller at man møder Roger Moore i den nærliggende bar.
Anthenea fortæller, at de første suiter kan lejes ved Bretagnes kyst i Frankrig. Samtidig forhandler opfinderne med flere hotel-kæder, der haradresser i tropiske farvande og på bounty-agtige øer har vist stor interesse.
De vil ikke kun have mulighed for at markedsføre hotelværelserne som luksus, men som grøn og klimarigtig ferie-mulighed for dem, der har penge nok.
Antheneas hotel suite er nemlig selforsynende og har solceller på taget, der skaffer strøm til både lamper, køleskabe, tv, komfur og mikro-ovn. Suiten indeholder nemlig sit eget køkken, hvor gæsterne kan tilberede, hvad de måtte ønske sig at spise og drikke,
Hvis det havde været en Bond-film, ville der være en tjener på hver finger. Det er dog svært at håndtere med flydende hotelværelser. Men mon ikke et hotel på vandet vil sørge for room service, der kommer pr. båd?
På luksus-siden indeholder suiten i to etager bl.a. en stor rund dobbeltseng, en komfortabel stue, en egen spa og sågar et indendørs mega-badekar. Åbenbart for dem, der synes, at vandet omkring hotelværelset er for koldt eller snavset.
Fra soveværelse og stue, der er placeret under vand, har man 360 graders udsigt til fisk, havdyr og koraller gennem store panorama vinduer – og de kan selvfølgelig kigge ind for at holde øje med, hvad de mærkelige mennesker foretager sig på deres normale hjemmebane.
Oppe på toppen af hotel suiten er der et soldæk med plads til 12 personer og naturligvis to køleskabe a la dem, man kender fra hotelværelser. Er solens stråler for stærke, kan man ad elektrisk vej vippe et soltag ned. Det ligner lidt et dåselåg.
Det grønne aspekt skinner også igennem på andre måder end solcellerne. Alt vand, der benyttes ombord, bliver f.eks. renset og filtreret, inden det bliver sendt ud i havet. Andet affalf bliver presset og komprimeret i små special-containere, der afhentes med båd hver uge.
Selv ankeret er gjort klima-rigtigt. Det er fremstillet af genbrugs-metal og er designet, så det skader havbunden minimalt, når det er kastet ud.
De første Anthenea Floating Hotel Suites er blevet et tilløbs-stykke ved Cote de Granit Rose i Bretagne. Prisen er ellers ret høj sammenlignet med strandhotellerne inde på land.
Inden længe vil Anthenea tilbyde, at folk kan købe suiterne til sig selv som mini-sommerhuse. Priserne begynder ved 480.000 dollars eller ca. 3,1 millioner kroner….
(Indledningsfoto til artiklen: Anthenea)
Skriv et svar