Flere danske hoteller har oprettet løbe-klubber, hvor både gæster, ansatte og naboer til hotellet kan få motion og holde formen.
På det store Clarion Hotel ved Københavns Lufthavn er man gået et skridt videre. Hotellets løbeklub har udvidet sine aktiviteter til også at omfatte ”plogging”.
Det er et miljø- og mode-fænomen, der stammer fra Sverige. Ideen er, at motions-løbere samler affald og skrald langs den rute, hvor de jogger.
Når man selv har taget en løbe- eller vandretur i København og omegn, vil man vide, at man skal tage store poser med. Overalt flyder det med medmenneskers efterladenskaber. Tømte vandflasker, plastik-emballage, cigaret skodder, gamle vinflasker osv.
Hvor meget der er at hente via ”plogging”, demonstrerer løbeklubben på Clarion Hotel. Siden plogging-aktiviteten blev indledt for et år siden, har løberne indsamlet over 1,6 tons skrald. Mere præcist 1.632 kilo.
Hver onsdag mødes løbeklubben og tager på plogging på Amager Strand, der ligger lige om hjørnet i forhold til højhus hotellet. Det kender mange måske stadig som Hilton ved lufthavnen.
Clarion Hotel Copenhagen Airport hører til Nordic Choice Hotels, der ejes af dem norske rigmand Petter Stordalen – ham, der for nylig købte Spies.
Hotel-kæden omfatter 194 hoteller i Skandinavien og Baltikum. Ud over Clarion ved lufthavnen er det bl.a. de selvstændige Skt. Petri i hjertet af København og det kommende Villa Copenhagen i hovedstadens gamle hoved-postkontor bag hovedbanegården.
Løbeklubben på Clarion Hotel har både hotelgæster, hotel-ansatte og indbyggere fra lokal-området som medlemmer. De samles én gang om ugen og afslutter motionen med en fælles morgenmad, som hotellet sponserer.
Målet med ”plogging” projektet var at samle 1.000 kilo affald på et år. På de første 12 måneder blev målet overgået med mere end 50 procent. Lidt skræmmende at tænke på.
Løbeklubben har undervejs skiftet navn til ”Clarion Plogging Patrol. Den har nu sat som mål at indsamle to tons skrald i 2020 – igen på samme rute på Amager.
Fænomenet spreder sig
I Sverige har konceptet med at samle skrald, mens man jogger, været på populært i mange år. Først på det seneste har ideen spredt sig til udlandet.
I Danmark går fænomenet under betegnelser som plogging, trail-skrald eller Garbagerun. I alle tilfælde drejer det sig om at rydde op, hvad andre har smidt væk i naturen, langs stier osv.
På Facebook har den danske Trailskrald gruppe f.eks. 2.70 medlemmer, og på Instagram kan man finde mindst 440 opslag med hash-tagget #trailskrald.
Tilsvarende har Garbagerun Danmark profilen 975 likes på Facebook og 899 følgere på Instagram….
(Indledningsfoto til artiklen: NileFM)
Skriv et svar