Det sker med jævne mellemrum, at de store internationale hotelkæder rammes af hacker-angreb og cyber-kriminalitet.
De er oplagte som mål, fordi deres computere indeholder personlige informationer om hotelgæster – deres kreditkort, pas, navne og adresser, Data, som kan sælges for mange penge via den mørke del af internet.
I de seneste par år er især den form for online forbrydelser blevet udbredt, som kaldes for ransomware eller løsepenge-virus.
Her lukker hackere dele eller hele it-systemer, som de først vil genåbne, når computernes ejere betaler et million-beløb til de kriminelle.
Flere store danske industri-virksomheder har oplevet ransomware angreb, der har kostet store summer at slippe ud af. Måske ikke ved at betale løsepenge – så gennem udgifterne ved at gen-etablere it-systemerne igen.
Lige nu er den norske hotelkæde Nordic Choice lammet af et ransomware angreb. Kæden har over 200 hoteller – heraf de fem i Danmark. De mest kendte er luksus-hotellet Villa Copenhagen, designer-hotellet Skt. Petri og de to store Clarion og Comfort hoteller ved Københavns Lufthavn.
Angrebet satte ind natten til den 2. december og lammede hotelkædens bookinger, ind- og udtjekning samt betalings-løsninger. Den anvendte ransomware virus er af typen ”Conti”.
Sammen med norsk politi og ekstern ekspert-hjælp har Nordic Choice kædens it-folk arbejdet i døgndrift med at kortlægge omfanget af virus-angrebet.
I en opdatering i dag fortæller Nordic Choice, at det er lykkes at få etableret erstatnings-løsninger på de fleste hoteller. Det vil dog tage nogle dage endnu, inden hotelkædens it-systemer vil køre normalt igen.
Nordic Choice tilføjer, at man ikke har modtaget et konkret løsepenge-krav fra de cyber-kriminelle. Hotelkæden har heller ikke forsøgt at tage kontakt med dem, som står bag hacker-angrebet.
Angrebet kommer på et uheldigt tidspunkt for Nordic Choice Hotels, fordi december altid er ekstra travl med juleferier og jule-arrangementer.
Nordic Choice har klaret sig med manuel drift, ligesom hoteller gjorde i gamle dage. Det har dog ført til ventetider og længere kø for kunderne, hvilket hotelkæden beklager meget.
På nuværende tidspunkt ser det ikke ud til, at vigtige data er lækket fra it-systemerne, men Nordic Choice kan ikke udelukke, at det er sket.
I sin opdatering i dag oplyser hotelkæden, at der er en risiko for, at information om gæsterne bookinger kan være stjålet. Disse data omfatter navn, e-mail, telefon-nummer, datoer for hotel-ophold og eventuelle sær-ønsker, som gæsterne måtte have haft under opholdene.
Til gengæld er der intet, som tyder på, at data på gæsternes kreditkort eller betalings-overførsler er lækket under it-indbruddet.
”Vi ved det endnu ikke med sikkerhed. Men da der er en risiko for information på afveje, vælger vi at oplyse om det nu. På den måde kan vores gæster være ekstra opmærksomme på, om de for mistænkelige e-mails, telefon-opkald og sms-meldinger,” forklarer Bjørn Arild Wisth. Han er vice-administrerende direktør i Nordic Choice Hotels.
Nordic Choice Hotels har oprettet en særlig sektion med information om virus-angrebet på sin hjemmeside her….
(Indledningsfoto til artiklen: TheDigitalArtist / Pixabay)
Skriv et svar