Mens voksne mennesker og børn som regel hygger sig gevaldigt nytårsaften, er det ofte hundenes værste dag på året. Deres sarte ører bryder sig ikke om nytårs-fyrværkeri, mens deres ejere slet ikke kan få brag og raketter høje nok.
Hensynsfulde hunde-ejere prøver at beskytte deres bedste ven ved at give dem beroligende piller eller gemme dem indendørs bag lukkede vinduer og gardiner, uden at det hjælper det helt store. Danske huse er isolerede mod kulde, men sjældent mod støj.
Så kan det være en bedre idé at flytte op hotel nytårs-aften. Komplet med hund og familie.
Det er et tilbud, som det store Clarion Hotel Copenhagen Airport har. Højhus-hotellet ved lufthavnen har nemlig særligt lyd-isolerede ruder med tre lag glas af hensyn til flyene, som også virker effektivt mod nytårs-rabalder.
Clarion har haft vovse-nytår to gange tidligere, og sidste år logrede mere end 100 hunde ind i det nye år på hotellet.
I år har over 160 hunde med mennesker booket værelser, og flere bestillinger triller ind hver dag. Ifølge Clarion er der stadig flere ledige værelser til formålet.
Direktør Erik Andersen fra Dansk Dyreinstitut har arbejdet med hunde i mere end 29 år, men det er første gang, at han hører om muligheden for, at to- og fire-benede kan holde nytår sammen på det store lufthavns-hotel i København:
”På mange hoteller må man slet ikke tage hunde med, men her inviterer man dem ligefrem ind. Det er et fantastisk initiativ. Nu kan ejerne have en festlig aften med god mad, uden at deres hund skal gemme sig dødsens angst under sengen.”
På Clarion Hotel ser man også frem til det store hunde-rykind. Man har bestilt særlige doggy bags med hundevenlige snacks fra Vuffeli, og der er indkaldt ekstra mandskab i receptionen og til at servicere de mange fire-benede gæster. De har jo andre behov end de to-benede.
Det står gæsterne for – altså menneskene – at fejre nytåret i hotellets restaurant og bar, eller de kan bestille room service og gå ind i det nye år på værelset. Sammen med deres hunde.
Clarion Hotel Copenhagen Airport kender mange sikkert som det gamle Hilton ved lufthavnen. I dag er hotellet en del af Nordic Choice kæden, der ejes af den farverige norske milliardær Petter Stordalen. Det er ham, som for nylig købte Spies.
Hotellet har 383 værelser, hvoraf en del er helt ny-renoverede. Desuden har Clarion en ny-åbnet restaurant og fine møde-faciliteter.
Nordic Choice koncernen omfatter 190 hoteller i Norden og Baltikum. De er fordelt på kæderne Clarion, Comfort og Quality.
I København har koncernen desuden det selvstændige designer hotel Skt. Petri i den tidligere Daells Varehus bygning og åbner næste år Copenhagen Villa luksus-hotel i den gamle Post hovedbygning ved siden af Hovedbanegården….
(Indledningsfoto til artiklen: Clarion Hotel)
Skriv et svar