Alle kender irritationen med at komme ind og ud af passagerfly. Især, når de er fyldt helt op med passagerer, kan det være en pine med maseri, skubben og grædende børn.
Mange flyselskaber forsøger sig med forskellige former for prioriteret boarding og tømning. Det hjælper, men tingene bliver ikke rigtig gode, så længe flyene kun har én indgang eller måske to på de større modeller.
Som første flyselskab åbner den indiske lavpris-specialist IndiGo nu en tredje dør i sine maskiner. Den bruges kun til hurtigere udgang, men kunne også sagtens anvendes til ombord-stigning.
At det ikke bliver gjort, begrunder IndiGo med, at boarding ikke kun er et spørgsmål om at komme hurtigt ind i flyet.
Det, der ofte tager længst tid, er at finde sit sæde og pakke sin bagage i topskabe og under sæder. En tredje indgang ville ikke hjælpe. Tværtimod kunne den skabe en ekstra trafikprop.
Hos IndiGo forlader passagererne flyet via to døre i fronten og en enkelt bagi kabinen. Udendørs sidder ikke direkte trapper eller ”tunneller” ind til gaten, men en slags lange ramper som fører de rejsende ned på asfalten.
IndiGo fortæller, at man med succes har afprøvet den nye tredje udgangsdør i sine Airbus A320 og A321 fly i nogle måneder.
Flyselskabet har derfor besluttet at gøre ordningen permanent i lufthavnene i de indiske storbyer Delhi, Mumbai og Bengaluru.
Her er ramperne placeret lidt afsides, fordi de fylder ret meget og ikke kan bruges ved en normal finger i terminalen.
Som lavpris-selskab er IndiGo vant til, at selskabets fly er udsolgt til sidste plads. Selskabet har 280 maskiner, der gennemfører over 1.600 afgange om dagen. Det gør IndiGo til det fjerde-største flyselskab i Asien.
IndiGo flyver mest indenlands mellem storbyerne i det enorme land, men har også 25 internationale ruter til Europa og andre asiatiske lande.
På grund af sine generelt billige flybilletter er IndiGo også populært blandt turister, når de vil besøge kendte attraktioner som strandene på Goa, den lyserøde by Jaipur eller Agra med Taj Mahal.
Selvom IndiGo primært er discount, serverer IndiGo god mad på sine fly – typiske indiske retter som chicken biryani, paneer tikka sandwiches og aloo mini samosaer…..
(Indledningsfoto til artiklen: IndiGo)
Skriv et svar