Mens mange andre krydstogt-rederier prøver at klare sig med at sætte ekstra filtre på skorstenene, forbyde éngangs-service og plastic sugerør ombord eller ved at sende affaldet til genbrug, går norske Hurtigruten mere radikalt til værks.
Efter at have søsat verdens første hybride krydstogtskib ”Roald Amundsen” for nylig – og med søsterskibet ”Fridtjof Nansen” på vej næste år – kommer turen nu til Hurtigrutens gamle fartøjer.
Tre af dem vil i de kommende måneder gennemgå en omfattende modernisering, der vil forvandle dem til hybride krydstogtskibe med elektriske batterier som supplement til de traditionelle diesel-motorer.
De vil samtidig blive opgraderet til de nyeste og kommende forureningskrav (Tier 3) og få udstyr installeret, der giver adgang til landstrøm.
Det betyder, at skibene så at sige bliver forbundet til stikkontakten, når de ligger i havn. På den måde ryger miljøbelastningen ned til nærmest nul.
I forbindelse med den grønne ombygning vil de tre ældre Hurtigruten skibe få nye navne. MS Trollfjord bliver til MS Maud, MS Finnmarken til MS Otto Sverdrup og MS Midnatsol til MS Eirik Raude – se artiklens indledningsfoto.
MS Otto Sverdrup får som det første installeret de store batteri. Det sker ved et værfts-besøg i 2020. De to andre bliver modificeret i 2021, oplyser Hurtigruten.
Opgraderingen gør de tre fartøjer til moderne ekspeditions-krydstogt-skibe, der hver får plads til 530 passagerer.
De vil opleve en større komfort og luksus ombord. Alle kabiner og suiter bliver således ny-indrettede, ligesom passagererne kan spise i tre nye restauranter.
Skibene vil også blive udstyrer med Hurtigrutens nye Science Center, der via interaktivt high tech kan give gæsterne et lynkursus i den natur og det hav, de befinder sig i.
De hybride MS Maud, MS Otto Sverdrup og MS Eirik Raude skal sejle langs Norges kyst på den traditionsrige rute fra Bergen til Kirkenes ved Nordkap…..
Skriv et svar