Nu har vi i månedsvis set krydstogter blive aflyst og udsat gang på gang. Så er det nærmest en befrielse at kunne skrive, at de første krydstogtskibe er stukket til søs.
I den forløbne uge kunne man opleve et par enkelte af de mindre skibe krydse på floderne i Tyskland. Kun med en tredjedel af det normale antal passagerer, men ”trotz alledem.”
I går forlod Hurtigrutens ny-renoverede ”Finnmarken” – se artiklens indledningsfoto – Bergen som markedets første krydstogtskib på havet.
Kun to af Hurtigrutens populære postskibe har været i gang under Corona nedlukningen. De har opretholdt ruten langs dens norske kyst, men uden krydstogt-passagerer. Kun nordmænd måtte komme ombord.
Næsten alle andre større og store krydstogt-rederier går først i gang i gang efter den danske skole-sommerferie.
Det vil sige til efteråret, afslører Trends & Travels ugentlige krydstogt-oversigt, som du kan studere i detaljer længere nede i denne artikel.
De sene krydstogter omfatter både dem i Middelhavet, i Caribien, Mellemøsten og Asien.
Krydstogter langs USA og Canada er der slet ikke sat datoer på endnu på grund af Corona virussens udbredelse blandt amerikanerne.
Og Danmark? Vi får nok ingen krydstogtskibe at se i danske havne i år. Regeringens lukkede grænser gør det helt umuligt indtil videre. Måske der sniger sig et enkelt skib ind til de traditionelle krydstogter ved juletid.
Hurtigruten er hurtigt ude
Nordmændene kan prale af at være det første land, der igen tillader krydstogter på havet – og med udenlandske passagerer ombord.
Hurtigruten indleder dog i et ret lavt tempo – og i første omgang udelukkende med gæster fra ét bestemt land. I går var danskere med på ”Finnmarken.”
Den 26. juni tilbyder Hurtigruten f.eks. 15-dages rejser langs Norge med sit nye og supermoderne hybrid-skib ”Fridtjof Nansen”. Skibet afgår fra Tyskland og kun med tyskere.
I de kommende uger og måneder vil Hurtigruten åbne trinvist op for passagerer fra andre lande. Det kommer helt an på rejse-restriktioner og grænse-åbninger.
Ugens krydstogt-oversigt
Oversigten giver et billede af, hvornår de forskellige krydstogt-rederier har planlagt deres første rejser i år.
Listen bliver opdateret løbende, men tjek alligevel med rederier og rejsebureauer, om der er sket ændringer i mellemtiden. Det kan sagtens være tilfældet:
- Aida fra Tyskland bliver i havn til og med den 31. juli
- Arosa åbner sine første flodrejser på Rhinen og Donau den 19. og 20.juni
- Azamaras krydstogtskibe går nu først i gang den 1. august.
- Carnival Cruise Line stikker til søs første gang den 1. august.
- Celebrity Cruises bliver nu i havn frem til den 1. august.
- Celestyal Cruises fra Grækenland har skubbet sine sejladser i det græske øhav til den 30. juli.
- Costa tager igen på krydstogt fra den 1. august.
- Croisi Europe indleder sine flod-krystogter den 1. juli.
- Cunards krydstogt-skibe bliver i havn indtil i hvert fald 1. november.
- Hapag-Lloyd Cruises har udsat sine første sejladser til midten af juli.
- Holland-America Line holder pause indtil den 30. juni.
- Hurtigrutens postskibe gik i gang den 15. juni.
- MSC Cruises har igen skubbet sin start – nu til den 1. august.
- Norwegian Cruise Line kommer først i gang den 1. august.
- Oceania Cruises holder pause til og med den 31. juli.
- P&O Cruises har nu flyttet sine krydstogter til den 15. oktober
- Princess Cruises bliver i havn indtil omkring 1. juli.
- Regent Seven Seas har åbning den 1. august..
- Royal Caribbean Cruises holder lukket indtil den 31. juli.
- Seabourns krydstogtskibe bliver i havn indtil den 30. juni.
- Silversea har udsat alle sine krydstogter til midten af juli.
- TUI Cruises har flyttet sit første krydstogt til den 17. juli.
(Indledningsfoto til artiklen: Hurtigruten)
Skriv et svar