Skolernes vinter-ferie nærmer sig, og sæsonen for ski-rejser er på sit højeste. Uge 7 og 8 bliver årets højdepunkt for sne-glade danskere, der gerne vil stå på de to brædder.
Det betyder desværre også, at mange danskere rejser til de sneklædte pister ude i verden uden en god forsikring, der dækker uheldene undervejs. Nogle tager endda afsted helt uden at forsikre sig.
Danmarks Rejsebureau Forening (DRF) advarer om, at den manglende forsikring kan få meget store økonomiske konsekvenser for de rejsende, der kommer til skade i vinterferien.
Ifølge foreningen er der alt for mange, som glemmer rejse-forsikringen helt eller tror, at det blå sygesikrings-kort dækker det samme som en forsikring.
Der er også mange, som rejser afsted med forsikringer, der ikke dækker uheld forbundet med at stå på ski, fortæller Jakob Hahn. Han er advokat og afdelingschef Jakob Hahn i Danmarks Rejsebureau Forening.
”Rejsende kan godt få behandling med det blå sygesikrings-kort på rejser i EU. Man skal bare huske, at man kun har ret til behandling på samme vilkår som det pågældende lands egne borgere,” forklarer han.
”Det betyder i praksis, at den tilskadekomne som regel ikke kan benytte ski-destinationens private lægeklinikker, men ofte må rejse for at komme til nærmeste offentlige klinik eller hospital. Hjemtransport skal man også selv betale,” fortsætter Jakob Hahn,
Risikoen for at komme til skade på skiferie er markant større end på almindelige ferier. Derfor er det ekstra vigtigt at have en rejseforsikring, der dækker i tilfælde af ulykker og skader forbundet med netop skisport.
”Der kan være mange gode grunde til at rejse med den rejseforsikring, der er inkluderet i ens indboforsikring eller en forsikring, som visse kreditkort tilbyder, hvis man betaler sin rejse med sit kort,” siger advokaten.
”I mange tilfælde er man heller ikke hér dækket, hvis uheldet skyldes skisport. Man gør derfor klogt i at tjekke, om disse typer af forsikringer dækker skader fra skisport. Samtidig kan man heller ikke regne med, at den alarmcentral, der stilles til rådighed i forbindelse med ulykker, er dansk eller har dansktalende personale,” uddyber Jakob Hahn.
Han tilføjer, at skiglade danskere, der kommer til skade, bliver syge eller på anden vis har behov for hjælp, mens de er af sted, altid kan henvende sig til deres rejsebureau for at blive hjulpet videre….
(Indledningsfoto til artiklen: Martin Büdenbender / Pixabay)
Skriv et svar