Efter sigende er der mennesker, som allerede lider af hjemve, når de låser hoveddøren og træder fem skridt ud på fortovet.
Hvis de har samme fornemmelser, når de tager på skovtur eller camping – og de ellers er villa-ejere til dagligt – vil de formentlig elske dette nye telt fra Air Architecture.
Det nye telt er oppusteligt som en luftmadras. Det er designet som et godt gammeldags hus, hvor man kan stå oprejst indendørs og har en flot udsigt via et panorama-vindue i den ene side.
Camping-huset er bygget op omkring aluminium og har vægge af 210D Oxford polyester. Ydersiden har en polyurethane coating, der gør det både vandtæt og brandsikkert. Og nok så vigtigt – huset holder sin form.
Opsætningen skal være legende let: Når man har taget huset ud af sin bæretaske, skal man stort set kun sikre sig, at man har et fladt og jævnt stykke land til bygningens 2,4 gange 2,2 meter.
Huset kan pustes op via den medfølgende pumpe på otte minutter. Bagefter har man et flot hvidt telt med vinduer, der kan åbnes. Indendørs kan to personer bo og sove med rigelig plads – seks, hvis man rykker tæt sammen….
(Indledningsfoto: Air Architecture)
Skriv et svar