Lækre hoteller, god mad og bæredygtighed. Det er de tre vigtigste argumenter, når danskere i dag skal vælge ferie.
Prisen betyder knap så meget som tidligere. Ikke at danskerne er ligeglade med, hvad charterferien koster. Slet ikke, for danskerne er jo et kræmmerfolk, der altid er til fals for et godt tilbud. Men andre elementer er i dag vigtigere end kun kroner og ører.
Trends i samfundet og indgroede vaner er derimod vigtige for danskernes ferievalg i 2019.
Feriefolket er nemlig stærkt påvirket af klima-diskussionen, designer hoteller og sunde, gerne meget grønne madvarer. Desuden har vaner stor betydning: Vi kan godt lide at rejse til feriemål, vi kender i forvejen.
Det viser den nye ”Ferierapporten 2019”, som Spies har fået lavet i samarbejde med sine nordiske søsterselskabet Ving og Tjaereborg.
Rapporten kortlægger de seneste ferie-trends og afslører f.eks, at vandlande, dyreparker, éngangs-plastik, sukker til børn og party hele natten er helt ytt for tiden.
Fire ud af ti vælger derimod rejseselskab ud fra dets arbejde for klima og bæredygtighed. Vegetariske og vegane måltider, ferie for sjælen og gode hotel-restauranter er til gengæld helt cool.
Det samme er det østlige Middelhav – og især Tyrkiet. Efter flere års krise er ”Turkish Delight” igen fuldt trendy. Spies har således øget med 70 pct. i Tyrkiet i de seneste par år.
Højt oppe på hitlisten ligger også at spise lokal mad i ferien – fremstillet af gode råvarer og med tilbud om vegetariske retter.
To af tre danske feriegæster forlanger det. Lokal mad er langt vigtigere end burgerbarer i nærheden af hotellerne eller at gå i forlystelsesparker .’
Den bæredygtige pakkerejse står i centrum for især de yngre årgange – Generation Z mellem og samt Millenium generationen fra til år:
De vender sig bort fra traditionelle charter-aktiviteter som druk hver dag. De vil hellere drikke cocktails af høj kvalitet end store mængder billig alkohol.
De vil hellere dyrke yoga, finde de lokale oplevelser og have god tid til at restituere sig end at feste natten lang på diskoteker, klubber og værtshuse.
”Vi kan tydeligt mærke, at danskernes krav og forventninger til ferierejsen er noget anderledes, end de var for bare nogle få år siden. Hotellerne bliver vigtigere. Det samme er maden – og så skal rejseselskaberne vise bæredygtighed i praksis og i alle led a. Ikke bare sige pæne grønne ord,” forklarer kommunikationsched Lisbeth Nedergaard fra Spies.
Som den første af de store rejseudbydere har Spies indført klima-kompensation af sine rejser. Det betyder, at Spies betaler et beløb fra hver solgt rejse til et miljø-fremmende projekt.
Nogle få andre rejseselskaber er fulgt efter i Spies’ grønne fodspor. Det gælder også flyselskabet SAS, der klima-kompenserer alle sine Eurobonus- og ungdoms-billetter.
Design er hot
Den nye rapport fra Spies beskriver også en trend, hvor danskere – og andre charter-turister fra Norden – gerne vil betale ekstra for ekstra gode hoteller.
Det ser Spies bl.a. i sine Casa Cook hoteller, der ligger i den absolut høje ende af prisskalaen, men er de første som bliver udsolgt. Eller med andre ord: Design-hoteller bliver vigtigere end destinationen.
Design-hoteller ændrer billedet af den typiske pakkerejse. De er med til at gøre charterturen ”hip.” Hotellet er ikke bare til at sove i. De bliver et sted, hvor man spiser sine middage og mødes med venner over en drink eller en kaffe.
Mere end en rejse
Ifølge den nye Spies rapport er det i 2019 ikke længere nok bare at tage ud at rejse. Man skal kunne fortælle om noget, man har deltaget i – som har givet ferien merværdi.
Status handler mindre og mindre om materielle ting og mere om at opbygge kulturel kapital. Nye oplevelser, man kan sætte ind på erindrings-kontoen.
Et eksempel er, at Mallorca er ved at forvandle sig til en cykel-ø. Lejebiler er ikke spor cool. Det er f.eks. at tage på cykeltur med den gamle danske cykelstjerne Jens Veggerby, som Spies har en aftale med om nogle arrangementer på Mallorca.
For hver tredje dansker på ferie (35 pct) er den vigtigste årsag at tage på ferie, at man kan opleve den lokale kultur. Det kan være alt fra at blive venner med receptions-personalet til at finde en lille lokal restaurant og café, som kun få andre turister har opdaget.
Fem ting, der er trendy i ferien
- 87 pct. vil bruge ferien til hvile og afslapning. 57 pct. siger, at de vil have tid til at reflektere over livet derhjemme.
- På mange hoteller har restauranten udviklet sig til at være en attraktion i sig selv – både til morgenmad, frokost og middag.
- Tyrkiet er tilbage. Den danske kroner står stærkt mod den tyrkiske lire. Det betyder, at det er ekstra attraktivt at rejse til Tyrkiet lige nu.
- Grønt og lokalt. Danske ferierejsende vil have autentiske mad-oplevelser. Lokale råvarer af høj kvalitet og gerne et udvalg af vegetariske eller vegane menuer.
- Mellem-distancer. Især i vinterhalvåret er ferier på De Kanariske Øer, Gambia og Kap Verde blevet trendy. Ægypten vokser også.
Fem ting, der er ytt i ferien
- At ligge og stege i solen dagen lang – indsmurt i olie. Kun seks procent af de 18- til 35-årige siger, at solen er det vigtigste, når de bestiller en ferierejse.
- Syv af ti danskere har stor set ingen interesse i at besøge vandlande og forlystelsesparker.
- 80 pct. ønsker at reducere deres brug af plast, når de er på ferie.
- Fest og farver. Kun tre pct. af de 18- til 35-årige ser party som hovedformålet med ferien.
- Otte ud af ti ferierejsende ønsker at reducere deres brug af plast på destinationen.
Skriv et svar