For nogle dage siden blev krydstogt-entusiaster og -branche opskræmt, da Costa rederiets nye flagskib blev fastholdt og isoleret i den italienske havneby Civitavecchia.
Der var mistanke om, at en af skibets over 6.000 passagerer havde pådraget sig den frygtede Corona virus.
Kæmpeskibet blev isoleret, og passagerer måtte hverken forlade eller nye stige ombord. Heldigvis viste det sig, at den 54-årige kvindelige gæst kun var syg af influenza med feber.
Episoden fra Italien satte fokus på, hvad vi alle har set i action-film -at en epidemi spreder sig med lynets hast på et krydstogtskib, hvor op til 10.000 mennesker – personalet inklusive – er presset sammen på en begrænset plads.
Alverdens flyselskaber har været fremme med oplysninger om, hvordan de vil håndtere risikoen fra Corona virussen. De fleste lukker ganske enkelt deres ruter til Kina i en periode.
Men hvad med krydstogt-rederierne? Eksemplet med Costa Smeralda kræver vel en eller anden form for action. Også selvom alarmen blev afblæst.
Trends & Travel kommer her med en lille oversigt over, hvad krydstogt-rederierne har meldt ud. Hvis rederiet ikke er på listen, havde det ikke offentliggjort noget indtil i fredags.
I det hele taget er det en god idé at kontakte sit rejsebureau eller rederiet direkte, hvis man har bestilt sit krydstogt online. Reglerne for at beskytte sig mod Corona epidemien kan ændres dag for dag:
Costa Cruises
Siden den 1. februar må ingen passagerer, besøgende eller besætnings-medlemmer gå ombord på et Costa skib, hvis de har været i Kina i de seneste 14 dage. Desuden skal alle passagerer underskrive en forpligtende sundheds-erklæring.
Norwegian Cruise Line
Inden passagerer må komme ombord, hvis de inden for de seneste 3 dage har opholdt sig i Kina. Undtaget er Hong Kong, Macao og Taiwan. Rederiet betaler penge tilbage, hvis krydstogter må aflyses af den årsag.
I Hong Kong vil alle passagerer få deres temperatur målt med infrarøde termometre. Har de over 38 grader Celsius, får de ikke lov til at gå ombord.
Aida Cruises
Alle gæster, der har været i Kina i de seneste 14 dage, er forment adgang. Skibe, der skulle have anløbet kinesiske havne i februar, bliver ledt om til Vietnam.
MSC Cruises
Ingen passagerer, gæster og besætnings-medlemmer, der har været i fastlands-Kina i den seneste måned, må komme ombord.
Alle får målt deres krops-temperatur med en trådløs skanner, inden de får adgang til et MSC skib. Det gælder overalt i verden. Personer, der har feber over 38 grader, hoste, fryser eller har åndedræts-besvær, må blive på landjorden.
MSC skibe, der skulle have anløbet Kina i februar, sejler i stedet til andre asiatiske havne som f.eks. Singapore.
(Indledningsfoto til artiklen: Ralph Häusler / Pixabay)
Skriv et svar