Selvom det efterhånden er 14 dage siden, at Storbritannien officielt forlod EU, er langt fra alle helt klar over, hvad det betyder for deres fremtidige rejser til f.eks. London.
Lige nu vil de færreste danskere mærke forskel på før og efter den 31. januar. Indtil udgangen af 2020 vil intet for alvor ændre sig:
De nuværende regler for rejser, handel, ophold og forretning gælder stadig i 11 måneder. Men hvad der sker bagefter, ved ingen. Alt vil afhænge af, hvilken permanent ordning, som London og Bruxelles enes om inden da.
Det store internationale erhvervs-rejsebureau BCD Travel har lavet en opsummering af, hvad rejsende til Storbritannien bør vide lige nu og i den nærmeste fremtid. Både, når man rejser business eller på privat ferie.
Langsom grænse-kontrol
Flytrafik mellem EU og Storbritannien fortsætter som hidtil og påvirkes ikke før udgangen af 2020. Men der er risiko for forsinkelser og uregelmæssigheder.
I tilfælde af en hård Brexit vil grænsekontrollen i lufthavne og på togstationer langs Eurostar hurtig-linien sandsynligvis blive påvirket med det samme.
Rejsende fra alle lande bør sætte god tid af til at komme igennem køerne ved immigration og sikkerhedskontrol.
Husk et gyldigt pas
EU-borgere har i øjeblikket brug for et gyldigt pas eller identitetskort (ID-kort) for at rejse til Storbritannien. I overgangsperioden forbliver ID-kortet et gyldigt dokument ved indrejse eller udrejse fra Storbritannien.
Efter 2020 vil EU-borgere sandsynligvis ikke længere være i stand til at rejse til Storbritannien alene med et ID-kort. De vil få brug for et gyldigt pas.
Rejsende, der ikke har et pas, bør overveje at ansøge om et allerede nu. Det tager nemlig tid at få e t nyt pas. Forestil jer, hvordan køen ved paskontorer og politi-stationer vil vokse voldsomt hen mod slutningen af 2020.
Hvad med sundheds-forsikringen?
Det europæiske sundhedsforsikringskort (EHIC) giver ikke adgang til lægehjælp eller sygetransport hjem.
Det blå danske sygesikringskort giver lidt mere. Bliver man syg og skal indlægges, får man lægehjælp på niveau med almindelige lokale borgere. Ikke noget med hurtig assistance på en privat klinik.
I tilfælde af en hård Brexit ved udgangen af 2020, vil EHIC kortet ikke længere være gyldigt i England. Så gælder det om at have en god egen rejseforsikring, advarer rejse-eksperterne fra BCD Travel.
Bliver mobilen dyrere at bruge?
Gratis mobil roaming, mens man er i Storbritannien, skulle fortsætte i hvert fald indtil udgangen af 2020. Med andre ord skal det ikke være dyrere end normalt derhjemme at ringe og sms’e til og fra England.
Teleselskaberne vil forsøge at forhandle sig til individuelle aftale med England for tale- og datatrafik, hvis ikke EU og London kan finde frem til én fælles for alle. Om det lykkes, ved vi nok først til efteråret.
Under alle omstændigheder er der god grund til at holde øje med, hvad ens mobilselskab fortæller om roaming aftaler med Storbritannien i de kommende måneder.
Hvad med hotel-priserne?
Londons styrke og gode ry som både forretnings- og ferie-destination hjælper byen med at kompensere for de fleste uheldige konsekvenser ved EU-udtrædelsen.
Derfor vil der sikkert ikke ske de store ændringer i værelses-priser på engelske hoteller i år – medmindre europæerne bliver væk, og hotellerne står tomme senere i år. Så vil priserne dykke.
Det største problem, som engelske hoteller slås med i øjeblikket, er imidlertid ikke gæsterne. Det er, at de er stærkt afhængige af arbejdskraft fra andre EU-lande.
Især mange øst- og syd-europæere er ansat i lavere service-positioner på britiske hoteller. Spørgsmålet er, om de kan få forlænget deres arbejds-tilladelser.
Kan hotellerne kun svært finde erstatning for de pågældende, må hotellerne betale højere løn til lokal arbejdskraft. Det øger udgifterne og kan meget nemt smitte af på hotellernes værelses-priser….
(Indledningsfoto til artiklen: Thanks for Your Like / Pixabay)
Skriv et svar