I den forløbne weekend var alle aviser, tv, radio og internet fyldt med historier og billeder af den dramatiske redning af krydstogt skibet Viking Sky ud for den norske kyst.
Her på Trends & Travel har vi ikke samme ressourcer som de store aviser og tv-stationer. Derfor valgte vi at lade dem overtage nyhedsformidlingen om skibet.
Heldigvis endte historien godt. Både skib og de godt 1.300 mennesker ombord reddet. Trods storm og 15 meter høje bølger.
Nu begynder så næste trin i forløbet. Ikke helt så dramatisk som billederne fra i søndags, men knap så interessante for tv-stationer og formiddags-aviser.
Derfor starter Trends & Travel sin dækning af Viking Sky historien, hvor de fleste andre medier er stoppet og er gået videre med en ny dagsorden.
Søndag begyndte det norske Viking rederi at flyve de 915 passagererne fra det nødstedte krydstogt-skib hjem. De fleste kom fra USA og England.
I morgen onsdag den 27. marts skulle det krydstogt, der blev afbrudt på grund af motorskade, være afsluttet i havnen i Tilbury i Storbritannien.
Viking Ocean Cruises har aflyst det næste krydstogt, som Viking Sky skulle have gennemført. Det skulle have gået fra England og via Kieler-kanalen til Skandinavien. Rederiet fortæller, at man har informeret alle gæster og involverede rejsebureauer.
Rederiet kan ikke på nuværende tidspunkt sige noget om, hvorvidt endnu flere krydstogter vil blive aflyst. Det vil afhænge af de undersøgelser, som de norske myndigheder har indledt af den dramatiske episode, der omfattede redning af passagerer via helikoptere.
Viking Sky skulle have kigget forbi København og Langelinie den 5. april og igen den april. Om de planer er ændret, ved København Malmø Havn (CMP) ikke noget om på nuværende tidspunkt.
Både det lokale politi i norske Møre og Romsdal er i gang, men indtil videre er der ingen mistanke om, at nogen skulle have gjort noget strafbart – skriver de norske medier.
Også Norges statslige havari kommission er gået i gang med at undersøge, hvordan alle fire motorer i det forholdsvis nye krydstogtskib kunne få problemer på samme tid.
Skibsmotorerne er fremstillet af tyske MAN, der straks har sendt fire specialister til Norge for at assistere myndigheder og rederi.
Ifølge medie-rapporter lykkedes det for mandskabet på Viking Sky at tænde tre af de fire motorer igen. Uden dem ville det store skib være løbet på grund på klipperne langs den norske kyst.
Hustadvika området, hvor Viking Sky kom i problemer, er i øvrigt berygtet for sit dårlige vejr. Her er der gennem årene sket mange skibs-havarier.
Af samme grund havde kaptajnerne på det konkurrerende Hurtigruten rederi besluttet sig til at sejle uden om det pågældende område. Vejrudsigten var ganske enkelt for dårlig.
Beslutningen betød, at flere af Hurtigrutens skibe blev forsinket. Nogle af passagererne blev fløjet videre, fordi rederiets skibe ikke ville sejle i det farlige farvand, når der var storm i området.
Spørgsmålet står derfor åbent, hvorfor kaptajnen på Viking Sky sejlede ud i det ekstremt dårlige vejr i stedet for at forblive i sikker havn, indtil det værste var overstået.
Viking Sky bruges mest til krydstogter i Norge, Sverige, Danmark, Rusland, Østersøen, Middelhavet, Holland, Cuba og mellem Miami i Florida og Barcelona, Venedig eller Lissabon.
Skriv et svar