I USA diskuterer man stadig, hvorvidt passagerer skal have mundbind på, når de skal ud at flyve, køre i bus, tog eller taxi.
De amerikanske sundheds-myndigheder mener, at masken skal på, fordi Corona langt fra er overstået. En domstol i Florida har vurderet det modsatte og dømt maskekravet ulovligt.
Derfor har de fleste flyselskaber taget mundbindet af, når de rejser indenlands i USA Skal man imidlertid flyve til Amerika fra udlandet – f.eks. fra Danmark– skal masken imidlertid være på.
Uanset hvad er amerikanerne for alvor begyndt at rejse med fly igen. Spørgsmålet er nu, hvilket flyselskab man skal vælge.
Har selskaberne f.eks. brugt tiden under Corona til at lære af deres fejl og erfaringer og forbedre sig i service og kvalitet?
Det har Wichita State University sat sig for at undersøge. Universitetets W. Frank Barton School of Business har netop udgivet sin 31. Airline Quality Rating rapport (AQR), der betragtes som USA’s bedste og mest uafhængige analyse af større flyselskabers præstationer.
Siden 1991 har forskerne fra delstaten Wichita målt på f.eks. antallet af forbrugerklager, mængden af forsvundet bagage, flyselskabernes punktlighed og hyppigheden af gange, hvor passagerer uforskyldt ikke kom med deres flyafgang.
Ifølge analysens forfattere er disse kriterier centrale i bedømmelsen af et flyselskabs service-kvalitet. Desuden er de direkte målbare og derfor egnede til at sammenligne fra selskab til selskab.
”I branchen taler man meget om, at flyselskaberne er kommet vel over pandemien. Vores undersøgelser siger noget andet. I tre af de fire vigtigste indikatorer er resultaterne dårlige end før Corona,” forklarer marketing-professor Dean Headley fra W. Frank Barton School of Business.
Han er en af forfatterne til Airline Quality Rating 2022 og mener, at der sagtens kan gå to eller tre år, inden de amerikanske flyselskaber har styr på deres service-problemer.
For mange danskere og europæere er det nok lidt overraskende at se, at halvdelen af de bedst placerede 10 flyselskaber i USA er lavpris.
Det gælder også årets nummer ét – Southwest Airlines – der er hoppet op fra en tredjeplads i den seneste analyse fra 2019.
Southwest er både USA’s og verdens største lavpris-flyselskab. Det afløser et andet lavpris-selskab – Allegiant Air – på førstepladsen.
Her er Wichita State Universitys Top-10 over de i øjeblikket bedste flyselskaber i USA. Tallet i parentes angiver placeringen for tre år siden:
- Southwest Airlines (3)
- Hawaiian Airlines (2)
- Delta Air Lines (4)
- Allegiant Air (1)
- Alaska Airlines (5)
- United Airlines (9)
- Frontier Airlines (7)
- JetBlue (6)
- American Airlines (10)
- Spirit Airlines (8)
Airline Quality Rating rapporten konstaterer bl.a, at kun to af ti flyselskaber er blevet bedre til at ankomme til tiden.
I 2021 landede 79,1 procent af de amerikanske fly med mindre end et kvarters forsinkelse. I 2020 var det meget bedre – 83,6 procent.
Til gengæld faldt antallet af registrerede kundeklager. Sidste år var der kun 3,44 pr. 100.000 passagerer mod 11,75 året før.
Når det gælder forkert ankommet bagage, går udviklingen den forkerte vej hos USA’s store flyselskaber. Fra 3,96 pr. 1.000 styk indtjekket bagage til 4,97 i 2021.
Hvis I vil læse hele Airline Quality Rating 2022 i detaljer, kan den downloades via dette link….
(Indledningsfoto til artiklen: )
Skriv et svar