Når man forsøger at findeNN ud af, hvilke flyselskaber der er størst i Europa, kan det nogle gange virke, som om man sammenligner æbler og pærer.
Nogle flyselskaber oplyser helt reelt informationer på antallet af passagerer fløjet i et bestemt tidsrum.
Andre vil kun fortælle tal for gruppen, fordi de fleste flyselskaber i dag er del af en større koncern. Og gruppetal er jo altid større end info om hvert enkelt selskab, hvilket ville være det mest fair og lettere sammenlignelige.
Trends & Travel viser derfor denne gang en oversigt over Europas syv største grupper af flyselskaber. På den måde får I også placeret, hvem der ejer de enkelte selskaber, I måske har været ude at rejse med.
1. Lufthansa Group
Mens Ryanair er Europas største enkelte flyselskab, er Lufthansa den største grupper – og dermed den største transportør af mennesker på vinger i denne del af verden.
Lufthansa holder i hvert fald førstepladsen, når vi måler i omsætning, mens opløbet er meget tæt med Ryanair, når det gælder antallet af passagerer.
Lufthansa Group omfatter Lufthansa selv, Austrian fra Østrig, Swiss fra Schweiz, Brussels Airlines fra Belgien, Eurowings og Air Dolomiti fra Tyskland samt halvdelen af charter-selskabet SunExpress fra Tyrkiet.
I 2018 transporterede 142 millioner passagerer tilsammen. Frankfurt er hjemmebanen, men også lufthavnene i Zürich, Wien og München har udviklet sig til at være store hubs for Lufthansa Group.
2. Ryanair Group
Den irske lavpris-gigant var oprindelig på egen hånd, men har i de senere år været på hyppige opkøb, således at man i dag godt kan tale om en Group.
Ud over Ryanair består den af østrigske Lauda, Air Malta og Ryanair Sun fra Polen, Tilsammen havde de 139 millioner passagerer sidste år.
Ryanair vokser og vokser med otte-ni procent hver måned, mens Lufthansa Group slet ikke har samme stigninger at kunne prale med. Derfor er det meget sandsynligt, at irerne overhaler tyskerne i år.
3. International Airlines Group
IAG er Europas tredje-største luftfarts-koncern. Dens mest kendte medlem er British Airways, men omfatter også Aer Lingus fra Irland, Level samt Iberia og Vueling fra Spanien.
Forleden købte IAG også det spanske lavpris-selskab Air Europa, hvilket vil give gruppen et pænt hop opad i antal passagerer. Det var i 2018 på 113 millioner.
4. Air France – KLM Group
Den franske-hollandske fusion af nationale flyselskaber transporterede sidste år 101,4 millioner passagerer. Air-France er dermed fjerde-størst i Europa.
Ud over de to store og kendte medlemmer omfatter gruppen også det regionale flyselskab KLM Cityhopper og lavpris-selskabet Transavia.
5. easyJet
Britiske easyJet er egentlig ikke en gruppe med flere flyselskaber i, men easyJet alene er i stand til at placere sig som Europas femte-største transportør af passagerer.
I 2018 solgte easyJet godt 92 millioner billetter. Ligesom Ryanair vokser det engelske lavpris-selskab også – senest med hele 11,8 procent. Derfor er det sandsynligt, at easyJet snart når de 100 millioner passagerer om året.
6. Turkish Airlines Group
Med sine gode service, fine priser og et imponerende netværk af lufthavne vinder Tyrkiets nationale flyselskab mange nye kunder. Sidste år gik Turkish Airlines Group således frem med 9,5 procent og nåede op på 75 millioner rejsende.
Ud over Turkish Airlines består gruppen af AnadoluJet og SunExpress. Sidstnævnte ejer Turkish halvdelen af – Lufthansa de andre 50 procent.
7. Aeroflot Group
I 2018 transporterede Ruslands største flyselskab 56 millioner passagerer, hvilket giver en syvende-plads i Europa.
Ud over Aeroflot selv, som de fleste kender, omfatter gruppen også Aurora Airlines, Pobeda Airlines og Rossiya Airlines….
(Indledningsfoto til artiklen:Holger Detje / Pixabay)
Skriv et svar