
Mens Boeing flyver fra den ene krise til den anden – fly-nedskydningen i Iran ramte en to år gammel Boeing 737-800 NG – forsøger rivalerne fra Airbus at få bedre orden i sin ordrebog.
Handelen med passagerfly kan nemlig være en ret uoverskuelig business:
I forbindelse med hver større fly-udstilling kappes fabrikanterne vildt om at annoncere, hvor mange bestillinger, de har fået i hus.
Senere gælder det om at få flyselskaberne til at bekræfte ordrerne og faktisk købe de mange maskiner.
Det er ikke altid let. Ordrerne fordeler sig som regel over flere år, og køberne kan fortryde mange gange undervejs. Hvilket de også ofte gør.

Airbus vil ikke afsløre, hvilket flyselskab, der i december har bestilt 40 store A330-00 neo maskiner med plsds til 287 passagerer i hver. Gætterierne går på Emirates. (Foto: Steve Lynes / Sandhurst / Wikimedia)
Derfor må fabrikker som Airbus og Boeing gøre status mindst én gang om året for at få klarhed over, hvor mange fly de reelt set skal producere og til hvem og hvornår.
Boeing har haft en nem opgave, da salget af civile passagerfly i 2019 skulle gøres op her ved nytårs-tide.
På grund af Boeing 737 MAX skandalen har kun meget få bestilt nye fly hos den amerikanske gigant. Faktisk så få, at en oversigt kan laves ved hovedregning. En lommeregner er ikke nødvendig.
Helt anderledes hos Airbus. Her triller bestillingerne ind i en lind strøm, hvilket selvfølgelig har noget med Boeings øjeblikkelige down-tur at gøre.
Der findes nogle få andre fabrikanter af større passagerfly på markedet, men ingen af kaliber som Airbus eller Boeing.

Air Baltic fra Letland er meget glad for sine små Airbus A220 maskiner. De fås i størrelser fra 108 til 167 passagerer. (Foto: Markus Eigenheer / Wikimedia)
Derfor står valget for flyselskaberne reelt kun mellem de to. Russere, kinesere og japanere er endnu ikke kommet i gang med egne rutefly, mens brasilianerne – Embraer – har allieret sig med Boeing.
I december modtog Airbus nye bestillinger fra fem kunder:
Amerikanske United Airlines købte 50 Airbus A321 XLR til sine lange ruter, mens Air France lagde ordre på 60 små Airbus A220-300 maskiner.
Danske Nordic Aviation Capital har forvandlet sin reservation af seks A220-100 og 14 A220-300 til faste ordrer. En privat kunde har tilmed købt en Airbus A319neo til sig selv.
Endelig er der et meget stort spørgsmålstegn ved en kæmpe-ordre fra en ikke navngivet kunde. Vedkommende har bestilt ikke færre end 40 af Airbus store A330-900 neo fly til lange ruter.

Årets bestseller hos Airbus har været A321 modellen, der kan transportere op tl 240 passagerer på korte og mellemlange ruter. (Foto: Raimund Stehmann / Airliners.net / Wikimedia)
Emirates havde egentlig bestilt 40 Airbus A330, men ændrede i november bestillingen til 50 styk af den anden Airbus lang-distance model A350-900.
Nu går spekulationerne på, om chef-etagen i Dubai hos Emirates igen har skiftet mening. Hvis det er tilfældet, vil det være en bét for Boeing.
Nytårets status-rengøring hos Airbus har dog også fået flere, knap så glædelige tal frem. Airbus har nemlig skåret drastisk igennem. Alle usikre ordrer er slettet.
Således har Airbus fjernet 10 mulige bestillinger af sit mindste passagerfly – A220-100. På bundlinien står nu kun tre konkrete ordrer.
Hos bestselleren A320neo har Airbus sågar slettet 40 maskiner. I 2019 modtog Airbus 304 bestillinger på det 320’eren, der er en direkte konkurrent til Boeings kriseramte 737 MAX. Til gengæld blev 112 eksemplarer afbestilt. Netto er derfor 192 nye fly.

SAS er et af de flyselskaber, der har købt Airbus A350 til sine lange ruter. (Foto: SAS)
Årets bedst sælgende Airbus er A321 modellen. 490 bestillinger og kun 14 aflysninger givet et positivt regnskab på 476 maskiner.
Den store A350 type, som SAS netop har modtaget den første af otte bestilte eksemplarer af, måtte Airbus fjerne 33 bestillinger på her ved årets dengang. Summa summarum har Airbus så kun nye ordrer på 22 styk.
Totalt set kom Airbus ud af 2019 med en ordrebog, der indeholdt 1.131 bestillinger på nye passagerfly og 363 annulleringer. På bundlinien står så 768 nye fly. Lidt flere end i 2018, hvor netto-tallet var på 747.
Trods mange tekniske problemer med nye og brændstof-besparende neo motorer lykkes det i det forløbne år Airbus at levere knap tre fly om dagen til kunderne. 99 flyselskaber kunne overtage 863 splinternye Airbusser….
(Indledningsfoto til artiklen: Alex Cheban / Wikimedia)
Skriv et svar