
I sommeren sidste år oplevede vi mange protester og demonstrationer mod turister – eller rettere for mange turister.
Begrebet “overturisme” blev næsten lige så udbredt som årets ord ”AI”, og også flere regioner, der egentlig lever af turister, kom med i koret.
Senest kommer protesterne fra De Kanariske Øer, der ønsker antallet af turister skåret ned. Dermed lægger de populære ferie-øer sig på linie med bl.a. Mallorca, Barcelona, Venedig og Santorini.
Nu viser en rundspørge fra det store internationale analyse-bureau YouGov, at op imod hver tredje spanier føler, at de er påvirket af overturisme.
Meget værre ser situationen ud i den spanske region Katalonien med Barcelona som centrum. Her svarer 48 procent af de lokale indbyggere, at de har for mange internationale turister.

(Infografik: Statista.com)
Især privat udlejning af ferieboliger via f.eks. Airbnb generer katalonerne – nemlig 45 procent. Til sammenligning er kun 21 procent negative over for områdets hoteller.
Problemet med over-turisme synes særlig stor i Spanien. I Danmark og Sverige svarer kun fem procent, at der er for mange turister. I Tyskland er det 13 procent.
Indbyggerne i Europas andet helt store turistland – Frankrig – har heller i samme negative attitude til fremmede besøgende som Spanien.
18 procent af franskmændene føler, at deres by eller region er ramt af over-turisme.
Tværtimod synes næsten halvdelen af franskmændene – 44 procent – at de har et passende antal udenlandske turister lige nu. 24 procent mener sågar, at der er plads til flere….
(Indledningsfoto til artiklen: Chabotfoto / Pixabay)
Skriv et svar