Det er ikke kun på film og i tv-serier, at det altid smilende kabine-personale på passagerfly får passagererne til at tænke i seksuelle baner.
Det foregår i høj grad også i den virkelige verden, viser en ny analyse, som den tyske UFO fagforening for det flyvende personale har offentliggjort i dag.
Ifølge analysen har næsten 50 pct. af stewardesserne og stewarderne oplevet seksuel chikane, mens de var på arbejde. Altså var ude at flyve med passagerer.
Det er en langt højere procentdel end i andre servicefag. Således har kun 26 pct. af kvinder med job i den offentlige sektor følt sig generet af seksuelle tilnærmelser. Hos mændene er det seks pct.
Den nye undersøgelse er tysk, men resultaterne ville nok være nogenlunde de samme, hvis man spurgte kabine-personalet i danske fly.
Faktisk havde den tyske fagforening regnet med, at procenten ville være højere end på det niveau, den landede.
Til gengæld var det mere overraskende at se, at de seksuelle chikaner ramte det mandlige kabine-personale næsten lige så ofte som kvinderne.
Ifølge den nye analyse havde 51,7 pct. af stewardesserne oplevet seksuelle tilnærmelser på deres arbejdsplads – mod 43,7 pct. af stewarderne.
Hver fjerde (25 pct) har følt sig generet af passagerer, der forsøgte at gøre sig lære over for dem eller kom med direkte seksuelle tilbud til dem.
Et langt større problem er kabine-personalets foresatte. 45 pct. svarer, at chikanen kom fra chefer ombord. Lad det være pursere eller piloter.
Af samme grund tør mange stewardesser og stewarder ikke anmelde, hvis de har følt sig chikaneret. 50 pct har holdt episoderne for sig selv, fordi de var bange for at blive degraderet eller fyret.
På baggrund af den opsigtsvækkende analyse vil UFO – Unabhängige Flugbegleiter Organisation – nu stille stærke krav til arbejdsgiverne.
Flyselskaberne skal gøre en større indsats for at beskytte sit personale og straffe syndere, der ikke kan opføre sig ordentligt.
UFO’s undersøgelse blev gennemført anonymt online i perioden fra den 19. december 2018 til slutningen af marts i år. 1.135 medlemmer af kabine-personalet deltog….
Skriv et svar