Siden Corona pandemien sluttede, har mange udnyttet muligheden for at komme ud at rejse igen. Langt de fleste dog kun i Europa, et voksende antal til USA, men relativt få til Asien og Oceanien med bl.a Australien.
Det skyldes naturligvis, at store asiatiske lande som Kina og Japan stadig er delvist lukkede for udenlandsk besøg. Men det ændrer sig hurtigt.
Ifølge en ny analyse, som YouGov har gennemført for Singapore Airlines har en tredjedel af danskerne planlagt eller allerede booket billet til en eksotisk ferie hen over julen eller som vinterferie.
Otte procent af danskerne har allerede bestilt rejsen til de fjerne himmelstrøg. 24 procent siger, at de har planer om det.
Spørgsmålet er så, om de realiserer deres planer. YouGov undersøgelsen er nemlig foretaget i begyndelsen af oktober, og siden har danskerne oplevet både folketingsvalg og flere fordyrelser af deres hverdag.
Rejselysten er størst i hovedstaden, hvor lufthavnen også ligger, der kan bringe danskerne langt væk hjemmefra med fly.
Mere overraskende er det nok, at især familier med hjemmeboende børn har størst appetit på en oversøisk ferie. Netop lange flyveture på mange timer plejer ellers at være mest for voksne eller familier med store børn.
Never mind. Den nye analyse afslører også, hvilke rejsemål, de fleste danskere drømmer om at besøge. Over halvdelen af os vil gerne flyve helt om på den anden side af jorden for at realisere drømmen – Australien til jul eller, mens der er sommer ”down under.”
Her er Top-5 over danskernes drømmeferier:
- Australien – 55 procent
- New Zealand – 50 procent
- Thailand – 25 procent
- Singapore – 13 procent
- Filippinerne – 11 procent
Den tidligere hit-destination Bali eller eventyrlige Malaysia lokker ikke nær så meget og henter kun én-cifrede procenter, når danskerne skal udpege deres drømme-rejsemål lige nu.
Den store interesse for oversøiske destinationer kunne til gengæld tyde på, at mange danskere er parate til at bytte flæskesteg og rødkål ud med en gang barbecue og et surf-board i stedet for en sneslæde.
Barbecue er den typiske julemenu i både Australien og New Zealand. Klip-klappere, shorts og korte ærmer er en almindelig dresscode. Selv, når man står foran et dyrt importeret grantræ eller et juletræ i plastik.
Vælger man at holde juleferie i Australien eller New Zealand bliver man samtidig blandt de første, som kan hilse det nye 2023 velkommen.
Sydney er 10 timer foran Danmark og er kendt fra tv som byen, der åbner det store nytårs-show med et overdådigt fyrværkeri.
Muhammad Raimi, der er administrerende direktør for Singapore Airlines i Norden, fortæller til Trends & Travel, at vinterperioden helt klart den del af året, hvor flest skandinaviske passagerer flyver via Singapore til Australien og New Zealand.
Mange af dem vælger at tage et stop i et par dage undervejs i den spændende bystat Singapore, der ligger syv timer foran Danmark i tidszone. I Singapore har man også et kæmpestort fyrværkeri-show over Marina Bay.
Som tidligere nævnt viser YouGov analysen, at rejselysten til oversøiske destinationer er størst hos danskerne i København og omegn. Her planlægger fire af 10 at tage på den lange ferie eller har allerede booket den:
- Region Hovedstaden – 41 procent
- Midtjylland – 30 procent
- Syddanmark – 29 procent
- Nordjylland – 28 procent
- Sjælland – 22 procent
Ikke helt overraskende er det de yngre danskere, som har stærkest udve efter at være låst inde i deres hjemland i to år under Corona pandemien.
Hvor otte procent af alle danskere allerede har bestilt en flybillet til et oversøisk rejsemål, har 12 procent af de 18- til 34-årige gjort det. Hos familier med hjemmeboende børn er det sågar 14 procent….
(Indledningsfoto til artiklen: Singapore Airlines)
https://www.singaporeair.com/en_UK/dk/home#/book/bookflight
Skriv et svar