Forleden dag præsenterede jeg her på Trends & Travel en liste over de dyreste og billigste storbyer i verden at leve i, men hvad med hvis man kun vil besøge byerne på ferie?
Meget apropos, at storby-ferier i Europa igen er blevet trendy hos danskerne, har den internationale specialist i bagage-opbevaring – Bounce – lavet en frisk undersøgelse af de bedste storbyer i Europa at besøge på et ”city break.”
Bounce’ analytikere har udvalgt 50 storbyer i vores verdensdel og bedømt dem på så vigtige ting som prisniveau, det lokale vejr og, hvad man kan se og få tiden til at gå med.
Lad det være sagt med det samme: København ligger helt nede på en skuffende 24. plads. Andre klassikere som London, Paris eller Rom klarer sig bedre end den danske hovedstad, men stadig ikke godt nok til at placere sig på Bounce’ Top-10 over de bedste europæiske storbyer at gæste.
Mange vil sikkert være overrasket over at finde byer som Sevilla, Firenze, Krakow i Polen eller Talinn i Estland så højt placeret på ranglisten. Men det gør jo bare byerne desto mere spændende at besøge. Kun Amsterdam blandt klassikerne ligger med i toppen på en ottende-plads.
Som suveræn nummer et placerer Palma de Mallorca sig. Det er en by eller i hvert fald lufthavn, som rigtig mange danskere kender. Til fest og solbadning, men ikke som en by hvor man også kan kigge på kultur og traditioner.
Turist-foreningerne på Mallorca er nok begejstret for kåringen. Under pandemien har de nemlig arbejdet på at få ændret ferie-ø’ens image og få udskiftet druk-gæsterne med en højere kvalitet gæster.
Hos Bounce scorer Palma de Mallorca mange points, fordi der er så mange ting at se i byen – bl.a. et smukt og velbevaret historisk bycenter. Se artiklens indledningsfoto.
Desuden er vejret i Palma blandt det bedste i Europa – og selvfølgelig er der mange restauranter, barer og sandstrande at slappe af på.
Spanien indtager også både anden- og tredjepladsen i konkurrencen om den bedste storby at holde ferie. Efter Palma følger Sevilla og Valencia.
Sevilla henter points på sin gamle kultur med flamenco og romantiske stemning, mens Valencia kan glæde sig over sin spændende arkitektur og coole natteliv.
Andre interessante resultater fra den store undersøgelse over de bedste byer i Europa at holde ferie i kunne være:
- Prag har Europas bedste natteliv med 47,9 barer og diskoteker pr. 100.000 indbyggere.
- Venedig er storbyen med flest ting at lave – nemlig 733,6 pr. 100.000. Lidt overraskende har Venedig også flest grønne parker – nemlig 24,8 pr. 100.000 beboere.
- Palma de Mallorca er den mest spændende storby for dem, der elsker at gå ud at spise. Byen har 592,4 restauranter pr. 100.000 indbyggere.
- Er det solstråler og varme, man går efter på sin storby-rejse, er Sevilla i Spanien det bedste bud. Årets gennemsnits-temperatur i Sevilla er 20,5 grader Celsius.
Her er Bounce’ Top-10 liste over de bedste storbyer at holde ferie i i Europa. Du kan se hele listen via dette link:
- Palma de Mallorca – 9,49 points
- Sevilla – 9,08
- Valencia – 8,13
- Prag – 8,10
- Venedig – 7,86
- Firenze – 7,21
- Edinburgh – 7,11
- Amsterdam – 7.08
- Krakow – 6,87
- Tallinn – 6,74 points
(Indledningsfoto til artiklen: Heiko Behrendt / Pixabay)
Skriv et svar