Jeg kender flere mennesker, der synes, at det højeste i denne verden er at kunne fordybe sig i en spændende bog. Naturligvis helst på papir.
Det med højden – både i interesse og det rent fysiske – kan læsehestene nu udøve i klodens formentlig mest utraditionelle boghandel.
Den kræver ganske vist, at man rejser til Shanghai. Men kombinerer man med en ferie eller en forretningsrejse til Kina, bør man ikke snyde sig for oplevelsen. Heller ikke, hvis bøger ikke er ens ét og alt.
Duoyun er nemlig verdens højest placerede bogbutik. Den ligger på 52. etage i det nye Shanghai Tower, der er Kinas største skyskraber.
239 meter over jordens overflade kan man ikke kun hente underholdning og udsyn i bøgernes sider. Man har også – i hvert fald i teorien – en helt forrygende udsigt over den kinesiske millionby og Huangpu floden, der løber gennem Shanghai.
Duoyun betyder ”skyet” på kinesisk. Nok et velvalgt navn, for Shanghai er desværre plaget af smog, forurening og lavt hængende skyer. Derfor vil besøgende i bogbutikken ofte føle sig som værende i de højere skylag eller sågar hævet over skyerne.
Det spændende nye ”books above clouds” projekt er tegnet af det lokale Wutopia Lab arkitekt-firma, der har vundet mange priser for sine ofte futuristiske ideer. Boghandelen skal nok hamstre endnu flere awards til samlingen.
Duoyun skal være et kulturelt landemærke i den evigt voksende storby. De 60.000 bøger, man kan vælge fra, er kun en lille del. De 2.250 kvadratmeter højt oppe rummer både bogbutik, flere foredrags-rum, et areal til udstillinger og to kafeer.
Shanghai Century Publishing, der ejer Duoyun, har indrettet butikken med halvt gennemsigtige reoler, der er placeret i forskellige niveauer. Et design, der skal få boghandelen til at minde om et abstrakt bjerg-landskab.
Duoyun har også et læserum med sorte vægge, sort loft og mørke møbler. Her er tale forbudt, eller den skal foregå meget lavmælt – ligesom i et klassisk bibliotek.
Bogreoler kører på lydløse hjul, så læsehestene har deres litteratur lige ved hånden. Samtidig fungerer reolerne som fleksible rumdelere.
De to cafeer i boghandelen er meget forskellige:
Den ene er i blåt design og klemt inde mellem de hvide og gennemsigtige reoler som mure omkring dem. Den anden ligger i bunden af bogbutikken og er holdt i hvidt. Som flødeskummet på cappuchino’en og de flødekager, den serverer….
Skriv et svar