Det var hårdt at komme igennem de første par bølger Corona i snart to år, hvor vi ikke kunne komme ud at flyve – eller i hvert fald kun svært – i lange perioder.
Nu kunne det desværre se ud til, at vi får en tredje omgang med rejse-restriktioner og masser af fly-aflysninger.
Denne gang hedder skyldneren Omikron. Efter flere flyselskabers reaktion med mange stregninger af afgange i januar og februar kunne det igen tyde på, at himlen over Europa bliver tom igen.
Heldigvis findes der midler mod den slags:
Hvis videoer fra flyrejser ikke er nok til at afværge de værste abstinenser, kunne løsningen være at installere denne gadget hjemme i stuen eller på kontoret.
SkyCart bygger normalt de velkendte trolley’er til ruteflyene, men har nu også fundet et stort publikum hos passagererne.
En anden afdeling af den Florida-baserede virksomhed udvikler og bygger lette privatfly som f.eks. MySky MS-1.
Hoved-aktiviteten er dog originale og certificerede ”galley trolleys”, som man nu også kan bruge nede på jorden. I præcist samme størrelse og lige så velegnet til at rumme mad, drikke – eller for den sags skyld alle mulige andre ting. Illusionen er perfekt.
Ombord på flyene er trolley’er ret anonyme og grå. Det behøver de ikke at være. Derfor tilbyder SkyCart, at man kan købe sin i flere forskellige farver og mønstre.
SkyCart har f.eks. trolley’er med det retro Pan American logo på, med et billede af New Yorks skyline, et foto af en travl flykabine komplet med stewardesse-ben osv.
Indendørs rummer SkyCart vognen 13 sæt skinner, der kan konfigureres med skuffet, skabe og andet tilbehør helt efter kundens ønske. De kan så bruges til at lagre f.eks. alkohol, is, vand, is, måltider, snacks – kort sagt en minibar på hjul.
På grund af sin fleksibilitet kan SkyCart naturligvis også bruges til mere anonyme ting som papirer, tøj, sko eller kontorting….
(Indledningsfoto til artiklen: SkyCart)
Skriv et svar